En sær puritanisme har sneget sig ind i debatten om vægttabsmedicinen Wegovy. Navnlig den del af debatten, der ikke handler om sundhed, men udseende. Forstå mig ret: Åbenlyst forstemmende er det at se (ikke kun, men primært) kendte kvinder svinde ind til skygger af sig selv, og bukselinninger igen krybe ned og hvile på fremtrædende hofteben. Men inde i den reelle bekymring for genkomsten af et ultratyndt kropsideal ligger også en moralsk kritik af selve valget om at tage slankemedicin. At give efter, at assimilere. At takke ja til den pille, der kan kvæle ens naturlige appetit.

Det påfaldende er, at det ikke er slankheden i sig selv, der er problemet. Naturligt slank må man gerne være. Men hvad vil det sige at være naturlig?