Forunderligt, hvordan bøger på både nær og fjern afstand kan sammensværge sig, kan oprette særlige, magiske forbindelser, som det er svært at bevise som eksisterende uden for min sammenbindende, associerende læsebevidsthed, der – indrømmet – godt kan lide af svær sammenligningssyge, læsterlig linkfeber.

Jeg var i gang med at læse 31-årige Lasse Raagaards roman Slip, opfølgeren til hans tjavset talentfulde debut, digtsamlingen med den stammende titel ssn snnart, og var allerede, hvad angår smagsdom, trygt fascineret og inciteret og eleveret. Efter to sider udånder den unge mand Lu på Center for Erhvervet Hjerneskade nemlig, våget over af kæresten Lea. Det er utilladeligt smukt skildret: