»Magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.« Sådan skrev den engelske historiker Lord Acton tilbage i 1887, og siden har historien ikke tøvet med at give ham ret. I dag behøver vi ikke engang lede uden for Vesten for at finde eksempler på kaotisk magtfuldkommenhed. Og når vi om få uger skal til folketingsvalg, er det netop for at undgå, at én person skal blive for stor i slaget.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er magt så farlig og samtidig så uimodståelig? Og hvorfor er der så helt utrolig få eksempler på gode konger og kejsere i litteraturhistorien? 

Det sidste er nemt at svare på. Fordi det er meget mere spændende at høre om sindssyge magthavere end om en god konges fromme gerninger. Tænk bare på, hvor meget mere tilfredsstillende det var at se børnekongen Joffrey blive forgiftet end at se retfærdige Bran blive kronet i Game of Thrones eller på al den fascinationskraft, der udgår fra beretninger om romerske kejsere som Caligula og Nero.

Men sandheden er måske også, at der ikke findes særlig mange eksempler på en gennemført god og beundringsværdig konge eller kejser, og hvis der gør, så har han muligvis ikke levet et særligt langt liv, typisk fordi han havde slægtninge, der også gerne ville til fadet. Eller en hustru, der var træt af ham. Shakespeares kong Hamlet er et eksempel på det første, og græsk mytologis Klytaimnestra et eksempel på det sidste.

Litteraturhistorien fortæller os i det hele taget sjældent noget godt om magt. Faktisk er det nærmest kun Tolkiens enfoldige hobbitter, der har kunnet håndtere stor magt, og da forfatteren engang blev spurgt, hvor han havde fået inspirationen til dem fra, svarede han: fra skyttegravene under Første Verdenskrig.

Her havde han mødt helt almindelige mænd, der hverken havde høje tanker om sig selv eller stor viden om verden. Det, der kendetegnede dem, var til gengæld, at de var trofaste, havde vilje, humor og en optimisme, selv når det så allermest slemt ud. Det var, mente Tolkien, de egenskaber, der havde gjort dem i stand til at overleve i skyttegravenes helvede og til at vinde krigen.

Men selv for en hobbit kan det gå galt: Ringen forvandlede Smeagol til Gollum, og når selv en nuttet hobbit kan blive korrumperet, kan alle vi andre det også.

Faktisk er det nærmest kun Aslan fra C.S. Lewis’ syvbindsværk om Narnia, som på mirakuløs vis har formået at forvalte sin magt uden at blive perverteret af den, og hvorfra hentede Lewis’ sin inspiration til ham? Naturligvis fra Jesus Kristus, den forjættede frelser og historiens mest magtfuldt afmægtige.

VI LEVER ALTSÅ her i Vesten i et Erik Clausen-agtigt univers, hvor manden på gulvet er retskaffen og renhjertet, mens dem i toppen er nogle svin, medmindre vi taler om dem helt deroppe, hvor det at være en guddom er en beskyttet titel.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor kan vi høre Gollum hviske »min dyrebare« inde fra litteraturhistoriens mørke, når talen falder på magt? Måske kan et par studier fra virkelighedens verden kaste lidt lys over de spørgsmål.

I 2010 undersøgte socialpsykologen Paul Piff, om der var en forbindelse mellem magt og dårlig adfærd. Han udstyrede nogle spillere i Monopoly (det amerikanske Matador) med flere penge end de andre, og ikke nok med at de hurtigt begyndte at rykke hårdere med deres brikker; de spiste også mere slik fra slikskålen, grinte højere og insisterede på, at de mere end de andre havde fortjent at vinde, selvom de havde haft en urimelig fordel fra start.

Og hvis man tror, at det er pengene, der fordærver, så understreger det såkaldte Cookie Monster-forsøg fra 2000, ledet af psykolog Dacher Keltner, at det snarere er magten. Forsøget går ud på, at en tilfældig person udpeges til at være leder i en gruppe, som i fællesskab skal løse en opgave. På et tidspunkt bliver der stillet et fad med kager ind på bordet, og der er nøjagtigt én småkage for meget. Hvem tager den? Ja, det gør lederen som regel, men undersøgelsen stopper ikke her. Lederen nøjes nemlig ikke kun med at tage to kager; vedkommende krummer også og spiser mere grimt end de andre – med åben, smaskende mund.

Der er også et studie, som viser, at hvis man har to venner, og den ene føler sig mere magtfuld end den anden, så er den mest magtfulde dårligere til at aflæse den mindre magtfulde vens følelser. Og i 2020 fandt en forskningsgruppe fra University of Nevada ud af, at hvis man kører i en dyr og smart bil i USA, er man mindre tilbøjelig til at holde for fodgængere end dem, der kører i en lavstatusbil.

Magt ser altså ud til at kunne gøre almindelige mennesker til undtagelsesmennesker, for hvem der gælder andre regler og normer.

MEN ÉN TING er at spise grimt og være træls i trafikken, noget andet er at bruge magten til at påbegynde krige, omstyrte regimer, slå sin(e) ægtefælle(r) ihjel og trække et langt verdenshistorisk bremsespor efter sig.

Det var flere af antikkens magthavere og kejsere i stand til, og derfor er de så godt litterært stof. Det vidste Aristofanes også.

Da han for 2.500 år siden skrev Rytteriet, havde han selvsagt aldrig hørt om en magthaver som Trump. Alligevel passer komedien overraskende godt på ham, og hvis Aristofanes havde levet i dag, ville han nok have udbygget rollelisten med de techoligarker, som var med, da Trump sidste år blev taget i ed som præsident. Rytteriet lærer os, hvad der skal til for at smadre en stats sammenhængskraft, og at det endda er muligt for en enkelt mand, hvis bare han er uhæmmet nok.

I Rytteriet er det athenske demokrati – ikke ulig det amerikanske – begyndt at slå sprækker, og Athen fremstilles som en husstand, hvor demokratiet gestaltes af den gamle knarvorne mand Folke. Han har en række tjenere eller slaver, der alle fedter helt hæmningsløst for ham, for ligesom nutidens politikere er optaget af meningsmålinger, er Folke optaget af oraklernes prognoser, og det forstår tjeneren Paflagon at udnytte.

Paflagon er en fiktiv figur, men ikke grebet ud af den blå luft; han var skåret direkte over den athenske politiker Kleon, som også var et af Aristofanes’ satiriske yndlingsofre. Kleon var en velhavende mand, men blev i samtiden opfattet som en opkomling, fordi hans formue ikke kom fra gamle besiddelser, men bestod af nye penge.

Allermest var Kleon kendt for sin skamløshed og for at lyve, svindle og være korrupt og for at omgive sig med jasigere, der lod ham forgifte athensk politik og efterlade det dybt polariseret. I al fald ifølge Aristofanes, der fremstillede Paflagon som en slesk og kvalmende ondskabsfuld karakter.

Rytteriet viser os, hvor skrøbeligt demokratiet er, og hvordan det i løbet af forbløffende kort tid kan erodere i kaos og frygt, hvis ikke magten får selskab af nogle nejsigere.

Collage Mette Hau. Kildefoto SMK Open

NETOP DET SIDSTE er et interessant, lidt overset element i mange af de tragedier, stykker og romaner, der handler om magt.

For hvordan kan det egentlig være, at børnekongen Joffrey fra Game of Thrones ikke bliver standset af sin familie, der godt kan se, at han har en skrue løs? Hvordan kan det være, at af Shakespeares kong Lears tre døtre så er det kun den ene, Cordelia, der er i stand til at sige til ham, at han er blevet syg af magten, mens de andre bare taler ham efter munden? Og hvorfor gifter dronning Gertrud sig med den mand, der lige har myrdet hendes mand, kong Hamlet?

Svaret er, at magt måske nok korrumperer, men at den også har en tendens til at korrumpere omgivelserne, og at man aldrig skal undervurdere folks evne til at opføre sig som kujoner i nærheden af den. Særligt ikke, hvis de selv kan drage fordel af magten.

Der synes altså at være en forbindelse mellem både de fiktive og faktiske magthaveres tab af realitetssans og så det faktum, at de ikke i tilstrækkelig grad har været omgivet af folk, der kunne tale dem og magten klart imod.

Historikeren Mary Beard pointerer i Kejser af Rom, at der stort set ikke findes nogen kilder, der peger på, at kejserne i det gamle Rom fik et seriøst politisk modspil, og forventningen var også dengang, at de selv kunne styre deres magt. Hvorfor? Fordi der over kejseren kun var guder.

Historien rummer imidlertid masser af eksempler på, at det ikke var tilfældet, og det bedste er nok Gaius Cæsar Augustus Germanicus, også kendt som Caligula.

Han bliver i år 37 udpeget som romersk kejser og fremstår i den første del af sin regeringsperiode tilregnelig og endda periodisk sympatisk. Han giver amnesti til flygtninge og gør op med urimelige skatter og er ifølge filosoffen Filon beundret (Filon var på lønningslisten, så den del skal nok tages med et gran salt).

Dengang var kejserens magt altså kun begrænset af hans mådehold og moral, og begge dele bliver hurtigt en mangelvare for Caligula, der tømmer statskassen og bygger luksuriøse boliger til sig selv, hvorefter han kommer i bekneb for penge og derfor konfiskerer andres ejendom. Samtidig bruger han sex som våben og arrangerer – ifølge de vildeste historier – orgier og voldtægter under spektakulære middagsselskaber, når altså ikke han tvinger forældre til at se deres børn blive henrettet og derefter inviterer dem på middag, så han kan grine dem op i ansigtet. 

Interessant nok er det først, da han klæder sig ud som Jupiter og forlanger at blive tilbedt som en gud, at senatet får nok og arrangerer et mord på ham. Logikken må dengang have været, at når man forlanger at blive betragtet som en gud, er man indlysende gal. Hans regeringsperiode varede sammenlagt fire år.

I 1938, GODT 1.900 år senere, brugte Albert Camus Caligula som prisme til at forstå vanviddet under Anden Verdenskrig og især til at forstå fascismen. Som den amerikanske forfatter Mark Twain mindede os om, gentager historien ikke sig selv, men den rimer.

Forestillingen om, at de romerske kejsere kun var begrænset af deres egen moral og mådehold, genlyder også i vores tid. Det er således ikke mere end en måned siden, at Trump udtalte i et interview med The New York Times, at han kun er begrænset af sin egen moral, sin egen forstand, og at det er det eneste, der sætter grænser for hans magt som øverstbefalende for USAs væbnede styrker.

Det er den slags udtalelser, som gør det nemt for historikere og politiske modstandere at drage paralleller mellem ham og antikkens autokrater.

Så ja, magt har gennem tiden fået meget dårlig pr. Men hvordan undgår man at blive korrumperet af magt og potentielt til en galning?

Det har Tolkiens elverdronning Galadriel et bud på. Da hun i første bind af Ringenes herre bliver tilbudt ringen, siger hun til hobbitten Frodo:

»Og så kommer den omsider. Du vil give mig ringen frivilligt? I stedet for den mørke fyrste vil du skabe en dronning. Og jeg vil ikke blive mørk, men smuk og forfærdelig som morgenen og natten. Fager som solen og havet og sneen, der skinner på bjergene. Frygtelig som uvejret og lynet. Stærkere end jordens grundvold. Alle skal elske mig og fortvivle.«

Galadriel afstår altså fra den i erkendelse af, at magt ikke kun kommer med muligheder, men også med forvandling. Med andre ord lader selverkendelse til at være det bedste værn mod at blive forvandlet af magten, og det er nok heller ikke tilfældigt, at der stod »Kend dig selv« over indgangen til Apollon-templet i Delfi.

Den sætning kan sagtens være verdenshistoriens mest undervurderede magtfilosofi, og hvis der findes en lektie i alle beretningerne om de gale konger og kejsere, så er det, at magt kræver modstand og en bevidsthed om, at den, der ikke kender sine svagheder, ender med at blive styret af dem.

Det sidste har vi ikke set det sidste eksempel på. Tværtimod.