»Magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt.« Sådan skrev den engelske historiker Lord Acton tilbage i 1887, og siden har historien ikke tøvet med at give ham ret. I dag behøver vi ikke engang lede uden for Vesten for at finde eksempler på kaotisk magtfuldkommenhed. Og når vi om få uger skal til folketingsvalg, er det netop for at undgå, at én person skal blive for stor i slaget.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er magt så farlig og samtidig så uimodståelig? Og hvorfor er der så helt utrolig få eksempler på gode konger og kejsere i litteraturhistorien?