Anmeldelse: Brian og Stefan for evigt. Bjørn Rasmussen har skrevet næste årtis perfekte, ømt vellystige roman om ung kærligheds storhed og fald, bjæffen og piben.
Vi har fundet sted
Kun et år efter sin »hestepigeroman« Kirstens hævn udgiver Bjørn Rasmussen en lige så målrettet og effektivt kortfattet (men dog lige 40 sider længere) »bøsseroman«: Brian og Stefan for evigt, igen med egennavne i den tilforladelige titel (titlen på digtsamlingen Ming er en magisk forkortelse af fadernavnet Flemming, og det er det netop).
Og igen er bogen skrevet efter en rimelig klar genreskabelon i forhold til de genresprængende og eller bare frit i luften springende værker Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011, debutbogen og stadigvæk Rasmussens hovedværk, fordi den bare er så brillant splintret), Pynt (2013) og Jeg er gråhvid (2018):
Del:
