So uplifting. »Tilstedeværelse i fart. Det er Hockney, dengang og nu,« skriver Poul Erik Tøjner i sit portræt af kunstneren David Hockney, hvis værker snart kan opleves i en stor retrospektiv udstilling på Fondation Louis Vuitton i Paris.
Ryg og rejs
David Hockney, 'Portrait of an Artist (Pool with Two Figures)', 1972. Pressefotos: Fondation Louis Vuitton
Ikke alle David Hockneys vittigheder er rigtig sjove. »I’ve got aids,« siger han til mig anden gang vi mødes, for mere end 20 år siden – »hearing aids« … Der var ellers blevet skovet omkring ham op til årtusindskiftet blandt både venner og elskere, men stemningen er høj, og latteren bæres frem af en hosten, der pludselig lyder helt energisk. Vi er i hans berømte hjem og atelier i Hollywood Hills, hundrede bøger om Picasso i reolen i stuen, palmer og potter, balkoner i alle Hockneys stærke farver og poolen med lysets spillen malet i mønster på bunden, man kan godt give naturen en hjælpende hånd – det er der, billeder begynder.
Vi skal downtown i Davids nye bil, markedets mest lydløse anno dazumal, forsikrer han mig, en Lexus, pæn uden at være prangende, de facto dødssyg. I kabinen er der sandelig stille, men kun for at man kan høre. Puccinis Turandot tordner løs, og vi skal ikke engang invadere Polen, som Richard Wagner får Woody Allen til at tænke på hver gang, han hører ham, nej, vi skal bare ned ad Nichols Canyon Road. Hockney har malet turen i et skønt billede fra 1980 med indtagende kolorit, helt frem til den gule stribe på vejen ved trafiklyset på Hollywood BLVD.
Del:
