Vi lever i postlitterære tider! Trump er den postlitterære æras første præsident! 300 år med fremskridt er slut, og vi er på vej direkte tilbage til den mørke middelalder! Siden The Times-kritikeren James Marriott sidste år skrev sit essay om middelalderens genkomst, er det blevet debatteret vidt og bredt, om vi er trådt ind i dumhedens guldalder. For folk læser mindre, og hvad skal det ikke føre til, ud over, selvfølgelig, at vores tænkning bryder sammen, at demokratiet gør det og dermed også den vestlige civilisation.

bNu har Marriott så udfoldet sit essay som bog, og nej, han er ikke ligefrem den første til at fremføre en svanesang over bogen. Tværtimod skriver han i en genre, som litterater og Verden af i går-typer har elsket i mere end 100 år, og som i forvejen tæller prominente navne som Walter Benjamin, Italo Calvino, Roland Barthes, Umberto Eco og José Ortega y Gasset.