LYON – Det var ikke småting, vi ifølge hjerneforskeren Michel Desmurget havde i vente, da han her i avisen i 2019 advarede mod børns stigende forbrug af computere, iPhones og iPads: »Lavere intelligens, ringere sprogkundskaber, begrænset ordforråd, koncentrationsbesvær, dårligere impulskontrol, mindre empati, søvnforstyrrelser og overvægt.«

Hans manende ord vakte allerede dengang opsigt. Ikke mindst her i Danmark. Men så kom covid-19-pandemien. Skærmene blev pludselig børnenes redning og den eneste forbindelse til de nedlukkede skoler og klassekammeraterne, som de pludselig ikke måtte se i virkeligheden. Og samtidig kom en bølge af mere eller mindre seriøse forsøg på at imødegå Desmurgets mildt sagt dystre prognose.