Er vi endelig nået til vores Momo-øjeblik?

I Michael Endes fortælling om Momo, der udkom på tysk i 1973 og på dansk i 1981, er skurken de grå tidsrøvere, som suger alle farverne ud af menneskelivet. Bevæbnet med cost-benefit-analyser lokker de mennesker til at tro, at de kan selvoptimere og spare tid op i tidsbanken, mens de i virkeligheden stjæler deres liv. Heldigvis bliver de gennemskuet af den forældreløse pige Momo, der bekæmper dem med dét våben, som til alle tider har gjort mennesket til noget særligt, nemlig fantasien. Det skriver medieanalytiker Camilla Mehlsen i Opmærksomhedstyveriet. Hvordan vores børn blev forsøgskaniner i techeksperimentet, hvori hun opfordrer til kamp mod techgiganternes tidstyveri og til et opgør med vores egen naivitet i forhold til teknologien.

»Vi mente det ellers godt, da vi vandrede ind i det 21. århundrede med drømme om internettets demokratiserende væsen,« skriver hun og minder om, hvordan de fleste dengang forestillede sig, at det åbne og frie internet ville betyde, at vi blev bedre borgere og større demokrater. At vi ville blive mere oplyste, fordi viden så nemt kunne deles, og at vi endda ville blive mere lige, fordi alle fik en ligeværdig stemme. Snart kom også smartphones og iPads på markedet, og de var så intuitivt opbygget, at selv et barn kunne betjene dem, hvilket de derfor gjorde. Og mens deres forældre så på, blev børnene katapulteret ind i de sociale mediers opmærksomhedsøkonomi og kasinokapitalisme, ind i smartphonesamfundet og en verden, der kan minde om den, Michael Ende beskrev for 50 år siden, bare uden Momo.