Brødrene Thomas og Heinrich Mann talte ikke sammen. Storebror Heinrich var selv en navnkundig forfatter, men målt op mod lillebror synede han ikke af meget. Thomas fordømte sin bror som en plat humanist, men læser man Heinrichs bog med den trefoldige titel Den blå engel – Professor Unrat eller En tyrans endeligt (1905), får man nemt mistanke om, at en litterær jalousi kan have været på færde.

Romanen, der er nyoversat af Eva Botofte, er samfundsrevsende i bedste forstand. Den autoritære skolemester står for skud; han er professor på gymnasiet i Lübeck og bærer navnet Raat, hvilket har forsynet ham med øgenavnet – som elever, og snart sagt hele byen, ynder at kalde ham – Unrat, der betyder noget i retning af skidt eller lort. Dette danner grundlag for de udråb, eleverne slynger om sig med, så snart hr. professor nærmer sig: »Oho! Jeg kan lugte lort!«