Anmeldelse: Uværdig. Lea Ypis familiefortælling om det 20. århundrede er medrivende og indsigtsfuld, men hendes overordnede filosofiske projekt er stadig suspekt.
Værdighed i metermål
Den albanskfødte filosof og professor ved London School of Economics Lea Ypi har sat sig selv på lidt af en livsopgave. Hun, der hører til blandt tidens mest gennemslagskraftige intellektuelle, ønsker at forene Karl Marx og Immanuel Kant, to af idéhistoriens giganter med – for nu at sige det mildt – divergerende menneske- og samfundssyn. Senest har Ypi løftet sin dristige syntese ud af akademia og ind på bestsellerlisterne i form af flere personligt-litterære skæbnefortællinger.

Først med Fri (2021, da. 2022) om hendes egen barndom i det kommunistiske Albanien og ungdom efter Murens fald – og nu med Uværdig om farmorens dramatiske livsbane fra osmannerrigets fald over Anden Verdenskrig til Enver Hoxhas diktatur og ind i det 21. århundrede. Sidstnævnte udkom på engelsk sidste år og er nu tilgængelig på dansk. I begge bøger bruger Ypi den personlige historie som anledning til at forsikre os om, at nok knægtede kommunismen menneskets frihed og værdighed, men det gør liberalismen og kapitalismen altså også.
Del:



