Anmeldelse: Ulvemælk. Med overrumplende visionær eventyrlyst sammenfletter Charlotte Weitze to fredsommelige fortællinger: en AI-dystopi og et stykke folkemindesamler-exofiktion.
Vær ulv!
Mindst to stærke danske digtere har studeret folkloristik, også kaldet folkemindevidenskab, og styrket, skærpet og formgivet deres talent derved: Eske K. Mathiesen (1944-2021), som vi savner hårdt, og Charlotte Weitze (født 1974). Sidstnævntes to første bøger, Skifting (1996) og Bjergtaget (1999), begge samlinger af fortællinger (ikke noveller), benyttede sig direkte af eventyrmotiver. Men fantastikken i samtlige de fantastiske fiktioner, Weitze siden har forundret os med – fra den fandenivoldsk hvirvlende romandebut Fandekke (2001) til den magtfuldt brogede rosenroman Rosarium (2021) – har en folkeeventyrlig resonansbund, alene al den skov, forfatterskabet hele tiden farer vild i.
Det er derfor ikke underligt, at det har forekommet Weitze og andre naturligt grænsende til obligatorisk, at hun skulle skrive den store, definitive exofiktive roman om vores greatest folkemindesamler, sindssygt flittige og omhyggelige Evald Tang Kristensen (1843-1929). Og som givet i opdrag, så gjort, pligtskyldigt og livfuldt, i hendes nye, stærkt læseværdige roman Ulvemælk – og på klassisk flashbackmanér med udgangspunkt i to årstal:
Del:
