Kenneth Bøgh Andersens hjem bærer på en hemmelighed. Udefra ligner det et normalt hus på en stille villavej i Valby, og når man træder ind, syner her pænt og almindeligt. For som i Andersens romanunivers er husets mysterium ikke synligt for den uindviede, men skjult bag en dør og for enden af en stejl trappe. Naturligvis i kælderen.

I forfatterens kælder ligger hans kontor. Et lille rum, en åbning til en anden verden a la den, han skriver om i sine bøger. Her er dunkelt og væggene plastret til med bøger – nogle flere hundrede år gamle, de fleste i gysergenren. De få pletter af væg, der ikke er beklædt med fiktion, fyldes af plakater med dæmoner, djævle eller Døden selv, alle sammen forstørrede udgaver af forsiderne på Andersens bøger.