Hvad sker der for, at digtsamlinger er så overdrevet alenlange nu om dage – og helt paradoksalt, at også debutsamlingerne vokser sig længere og længere?

Det er vel et parallelt, i høj grad overlappende fænomen med den overtydelighed, den nye litteralisme, jeg klagede over i en kommentar for nogle uger siden: I stedet for at stå på nåle – eller steppe på tegnestifter – føler digterne det nødvendigt at slå deres værker fast med syvtommersøm.