Det var med en forunderlig, utilsigtet timing på tværs af kunstarter, at jeg – midt i min sommerferielæsning af det seneste års debutdigtsamlinger – faldt over en tekst i The New Yorker, hvori den amerikansk-zambiske filmkritiker Namwali Serpell officielt navngav den sværm af store fede pegefingre, der samtidig stak blødt til mine læsebriller.

Netoverskriften på Serpells artikel lyder i en dansk oversættelse: »Den nye literalisme, der plager tidens største film.« Literalisme betyder ifølge Meyers Fremmedordbog »bogstavelig Udtydning, Hængen i Bogstaven«, hvilket imidlertid ikke helt træffer betydningen på engelsk; det er nemlig ikke bogstavelighed, der menes, men næsten tværtimod overtydelighed. Hvis vi selv skal være overtydelige: tykhed, som i »det er for tykt«. Eller neonhed, som »bøjet i neon«. Eller skehed, som i at få det »ind med skeer«.