Der findes i hvert fald to hovedårer i islandsk litteratur. Den ene indeholder det, de fleste givetvis vil forvente af en gold, arktisk vulkanø: det dunkle, sørg- og sagtmodige. Halldór Laxness' lidende bønder, Svava Jakobsdóttirs stille eksistenser, Ásta Sigurðardóttirs sadistiske hustyranner. Men islandsk litteratur har også en anden åre, mere præget af det sprælske og skælmske: Einar Már Guðmundssons ukuelige excentrikere, Þórbergur Þórðarsons stjernebeskuende fiskerpoeter, Sjóns frimærkehandlende varulve.

Gyrðir Elíasson, hvis ungdomsværk Papirskibsregnen netop er oversat til dansk, befinder sig vel – med resten af hans forfatterskab – et sted imellem de to hovedstrømme. Elíasson er den type digter, der kan finde på at anmelde en sten. Det gør han i digtet »Oldkoreansk indskrift på Nordlandet« fra samlingen Sidste rejsebrev (2016, da. 2024), hvori digteren støder på en klippe med nogle underlige, naturskabte aftegninger, han tolker som »oldkoreansk«.