Den sommer, jeg blev student, gik jeg dag og nat omkring med Ole Sarvigs digtsamling Grønne digte på mig. Siderne i den lille bog fra 1943 fik stadig flere farver, blev blålige og brunlige. Jeg havde den med overalt, hvad enten jeg gik på rov i et stikkelsbærbed, besteg et kastanjetræ eller satte mig på en sten ved åbredden for at læse i den.

Ole Sarvig skrev spøjst nok sine første digte den sommer, han selv blev student. Det var i sommeren 1940, og Danmark var netop blevet besat. Hvad vil der ske? spurgte man ængsteligt. Ingen vidste det. Men 18-årige Sarvig, der allerede var en stor iagttager, gik omkring i det københavnske forstadskvarter, hvor han var vokset op, og tog bestik. Han fandt ord for det, han så, og lærte lidt efter lidt sig selv at skrive.