Når jeg skal visualisere en roman for mit indre, sker det, at jeg forestiller mig den stereotype fremstilling af Frankensteins monster: et væsen sat sammen af forskellige menneskers legemsdele (det er der ingen grund til at tro, at Mary Shelley forestillede sig). Så kan man se, at plottet udfolder sig som i Et dukkehjem. Så er der en karakter, der da vist er skåret over Vronskij i Anna Karenina. Så er der en tone, som umiskendeligt efterligner Virginia Woolf.

At stjæle, låne eller videredigte på kendt stof er ikke et problem i sig selv. Heller ikke originalitet opstår i et vakuum. Nej, problemet kan opstå i syningerne, når disse bliver for grove og sløsede. Sandhedsbjerget af svenske Therese Bohman er sådan en bog.