I de senere år er stadig flere værker af den canadiske digter, essayist, filolog og litteraturprofessor Anne Carson udkommet på dansk, og hun omtales med stor begejstring i anmeldelser og radioprogrammer. 

Samtidig kan hendes forfatterskab også være ganske intimiderende – med sin baggrund i klassisk filologi og en stor interesse for litteratur i det hele taget refererer Carson vidt og bredt, nu til Catul og Herodot, nu til Hölderlin og Proust.