Sproglig oprustning

Med fare for at brændemærke mig selv som et sind med kun én kæphest, tager jeg en sidste tur på den gamle krikke, i håbet om at jeg med dette ridt kan bidrage til den kulturelle oprustning over for vores selvbrunede transatlantiske rygdolker, som parnasset nu synes så stålsat på. Særligt når mange sproglige anglicismer er lige så åndssvage, som de er unødvendige.

Lad os tage en af mine yndlingsaversioner: udtrykket coming of age-roman. Det betyder jo blot dannelsesroman, så hvorfor ikke bare sige det? (Det er ovenikøbet lettere – ikke et uvæsentligt argument over for dansken, hvis selvovervurdering er nærmest grænseløs, når det gælder hans engelskkundskaber).

Jeg så til min forargelse et opslag på Mofibo (lydtjenesten til svagtseende og folk, der ikke orker at læse bøger selv), hvor skribenten mente, at der med ordet »dannelsesroman gik noget tabt i oversættelsen«. Som om fænomenet var en engelsksproget opfindelse.

Man kunne jo med en vis ret anføre, at de første fire sange af Homers Odysseen, fortællingen om Odysseus og Penelopes søn Telemakos og hans færd i Det Ægæiske Hav (Telemakien, for de indviede), velsagtens er den første egentlige europæiske dannelseshistorie, og at fænomenet således burde berettige en græsk betegnelse. Men i antikken skelnede man ikke mellem skøn- og faglitteratur, og genren har intet græsk navn som sådan.

Det fik den til gengæld i oplysningstidens Frankrig. Så hvorfor ikke bruge den franske betegnelse roman d’apprentissage eller roman éducatif, når nu Voltaire skrev sin Candide i 1759 som en af de første »moderne« af slagsen – længe før både Dickens og Brontë?

Eller hvad med at bruge den tyske term Bildungsroman, da Goethe fulgte trop i det tyske og excellerede i genren med Wilhelm Mesters læreår, som han affattede omkring et halvt århundrede før sine engelske kolleger?

Nogle vil indvende, at det er et cinematografisk begreb og derfor er af nyere oprindelse, idet filmkunsten som medium jo er noget yngre end Gutenbergs trykpresse fra 1400-tallet. Men hvorfor dog overføre et kluntet engelsk låneord til litteraturen, som har sin egen glimrende, fasttømrede og yderst dækkende terminologi?

Svaret ligger ligefor: fordi vi er lette ofre for den håbløse amerikanisering, som vi har døjet med alt for længe.

Så lad os genfinde vore europæiske rødder og også smide udtryk som singer-songwriter, biopic og romcom på bålet, nu vi har fat i fyrtøjet! 

Så skal jeg nok bagefter sætte kæphesten tilbage i stalden.