Det væsentligste og på samme tid kosteligste og mest patetiske virkelighedsobjekt i Christina Hesselholdts intenst og distræt pragtfulde, nye roman, Til lyden af sin egen tromme, er en udstoppet isbjørn i en hotelfoyer i Tromsø.

Men mindre kan hele tiden og til overflod gøre det. Og noget af det særlige og skønne ved Hesselholdts prosa er, at virkelighedsobjekter udsat for stilistisk overlegen, vild og præcis beskrivelse både er – isbjørnen befinder sig vel lige præcis midt imellem! – kunstobjekter og ikkekunstobjekter, ting og sager og natur og dyr. Se nu for eksempel til side 69, hvor hovedpersonen i romanens anden del, Mikael, finansspekulant og skønhedselsker og eneboer, taler om sin målrettet sommerfuglelokkende byhave og specifikt om arten blåfugl: