Når man læser Jon Fosse, er man nødt til at abstrahere fra den skriftsprogskonvention, der tilsiger, at punktummet er en nødvendig pause, for den norske forfatter skriver på én lang indånding, og han trækker ikke vejret igen, før sidste punktum ikke er sat, om jeg så må sige, tværtimod forsager han den lille diskrete prik med den store stopeffekt, sandsynligvis fordi han gennem læsningens flydende, fossende fremdrift vil fremmane en følelse, en fornemmelse, en forståelse af menneskelivets strømmende rastløshed, hvilket på én gang virker som en genial idé og en fiks idé, men først og fremmest må opfattes som en særlig fossesk signatur, sådan var det i Septologien, og sådan er det i den aktuelle trilogi, der begyndte med Vaim og nu fortsætter med Vaim Hotel, to kortromaner, der dyrker en helt særlig slags nordisk uudgrundelighed, hvor en tøvende og tvivlende mand befinder sig i en sær tilstand af magtesløshed og eksistentiel transit, ude af stand til at forstå sine egne handlinger, ude af stand til at forklare, hvorfor han pludselig er kørt til kystbyen Vaim, en nærmest mennesketom by i dvaletilstand, hvor han indlogerer sig på hotellet med sine to kufferter og en skuldertaske, tilsyneladende som den eneste gæst, rodløs og rastløs, det perfekte offer for den manipulerende værtinde Brita, der rækker manden nøglen til værelse 407, hvorefter hun kører ham rundt i manegen, hvorved der tegner sig et gennemgående motiv i Vaim-serien, der er planlagt som en trilogi, for også i den første roman var de handlingslammede mænd en slags marionetter eller handskedukker i driftige kvinders liv, for snart befinder manden, der meget passende er navnløs, sig i en viljesløs tilstand, hvor han bovlamt accepterer en serie af uforklarligheder, for eksempel hvorfor han lader sig besnakke til at købe en fiskestang hos købmanden, hvorfor fiskestangen forsvinder og dukker op igen, hvorfor hans taske, nøgler og pung forsvinder, hvorfor Brita tilsyneladende roder i hans sager på værelse 407, og hvorfor han påtager sig at udskifte elpærer i loftslamperne på alle 40 hotelværelser, alt sammen underligt og uudgrundeligt, ja faktisk er der vel tale om en spøgelsesroman, temmelig nærbeslægtet med Widow’s Bay, en serie på Apple TV, hvor det underlige og overnaturlige skaber en gotisk uhygge, der hensætter personerne i en angsttilstand, som de ikke kan handle sig ud af, ligesom den navnløse mand i Vaim, der bevæger sig søvngængeragtigt gennem den øde lilleby, hvor der kun er ét menneske på nær værtinden og købmanden, nemlig en sømand, der er kommet sejlende dertil i en lille snekke ved navn Eline, og det navn genkender vi fra den første roman, hvor en anden handlingslammet mand med et mærkeligt navn blev håndplukket af en kvinde, der hed Eline (samtidig med at hun også hed Josefine), og man må spørge sig selv, om det er hende, snekken er opkaldt efter, og hvordan det i så fald hænger sammen, og måske bliver det hele opklaret i trilogiens sidste bind, måske ikke, måske er forvirringstilstanden målet, måske er Jon Fosse ude på at hensætte sin læser i en tilstand af pauseløs stress, der får os til at miste overblikket og minder os om livets meningsløshed, skønt nej, forfatteren er jo et troende menneske, en hengiven katolik, han må da have en idé om et højere tilværelsesformål, så gad vide, hvor det hele bevæger sig hen, gad vide, hvad endemålet er for disse mænd, der formelt har deres egen suverænitet, men hvis vilje i sidste ende ligger i kvindernes bukselommer, ja ikke at jeg forventer, at den navnløse gæst på Vaim Hotel skal spille en rolle i sidste bind, for hans skæbne bliver beseglet, men på den anden side afviser jeg ikke transformationer mellem de levendes og de dødes verden, for Jon Fosse tryller behændigt med en mageløs grænseløshed i sit litterære formeksperiment, der som idé som nævnt på én gang er genial og fiks, men ingenlunde original, alene på dansk husker jeg rigtig gode punktumløse bøger af Jan Stage, Julia Butschkow og Carsten Müller Nielsen, og der er sikkert mange flere, ja Jon Fosses nobelpriskollega Laszlo Krasznahorkai har også eksperimenteret med suspensionen af punktummet, som allerede James Joyce gjorde, og ja, jeg har ikke fantasi nok til ikke at efterligne stilen i min anmeldelse, jeg gjorde det samme med trilogiens første bind, det virker slet og ret som det stilistisk korrekte valg, denne gang bare uden de mange rytmiske repetitioner, for Vaim Hotel er ikke i samme grad som Vaim båret af en strømmende, silende, fossende sproglig musik, hvilket heldigvis ikke går ud over stilens skønhed, hvor æstetik og gotik går op i en højere enhed, der stemmer forventningerne højt til trilogiens kulmination, hvor vi måske, måske ikke, får svar på det, der står tilbage som det helt store ubesvarede spørgsmål efter denne omgang psykologisk hotelhorror, nemlig hvorfor værtinden mener at have set manden før, hvorfor der engang for lang tid siden havde været et billede af ham i avisen, og hvorfor romanen slutter med en formidabel klippehænger af et dobbeltgængermotiv, da en ny gæst, der til forveksling ligner den navnløse mand, ankommer til hotellet, og Brita rækker ham nøglen til værelse 407

Jon Fosse: Vaim Hotel. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 132 sider. 200 kr. Batzer & Co.