Jeg vælger at betragte det som symptomatisk, at der var for få tilmeldte – ni! – til mit folkeuniversitskursus om dansk fantastik, fra Svend Åge Madsen over Solvej Balle til Rasmuserne Daugbjerg og Theisen, der ellers skulle have løbet af stablen i denne måned. Symptomatisk for, hvor lidt fantastik (med iøjnefaldende undtagelser som Madsen og lige nu Balles syvbindværk om den standsede dag) appellerer til danske læsere. Men ved de faktisk og fantastisk, hvad de går glip af?

Fantastik – litteratur med overnaturlige elementer eller indslag eller præmisser – er jo for fedt, når det altså er fedt. Og vi husker lige på, at fantastik ikke er (post)apokalyptiske romaner, som bare er fremskrevet realisme, eftersom katastrofer pågår og vil pågå. En af heltene i min fantastikgennemgang ville have været Christian Haun, født 1974 og uretfærdigt mindre tydelig end de cirka jævnaldrende, gedigent kanoniserede fantaster Peter Adolphsen og Charlotte Weitze.