Tilbageblik. Boris Johnsons underholdende forsvarstale over 772 sider deler vandene i Storbritannien.
Også du, mit barn
LONDON – Ingen politiker bringer briternes følelser så meget i kog som Boris Johnson; for cirka halvdelen de eksplosivt aggressive følelser, for den anden halvdel de nær-amourøse. Og det har ikke ændret sig, bare fordi han ikke længere er landets premierminister eller sågar medlem af parlamentet.
Det stod klart, da hans længe ventede politiske erindringer, Unleashed, ramte boghandlernes udstillingsvinduer i sidste uge, og anmeldernes dom faldt. For det ville være synd at sige, at der var enighed om bogens kvalitet.
The Independent giver den kun én ud af fem stjerner efterfulgt af en anmeldelse med overskriften: »Uærlige og bitre memoirer fulde af endnu flere løgne«.
The Guardian er heller ikke imponeret; hverken over Johnsons mangel på refleksion over sit eget ansvar for rækken af skandaler, som prægede hans år i Downing Street, eller det billedrige sprog, hvori han i karakteristisk stil strør om sig med græske og latinske citater. »Selvom Johnson ynder at fremvise de ydre tegn på sit intellekt, er der ikke en filosofisk sætning i hele bogen,« konkluderer anmelderen.
Den borgerlige avis The Telegraph mener imidlertid, at bogen fortjener fem ud af fem stjerner for den velskrevne blanding af »sladder og klassiske referencer i en Wodehouse-lignende prosa«.
Michael Gove, tidligere konservativ minister og nyudnævnt chefredaktør for The Spectator, kalder i sin anmeldelse sågar bogen for »en æske Turkish Delights lige så vanedannende som den hvide heks’ magiske version i Narnia«.
»Der er en gemytlig, hæsblæsende, optimistisk energi i denne fortælling, som ingen anden politiker eller forfatter end Boris kunne have leveret,« skriver Michael Gove, som Johnson i 2022 fyrede for illoyalitet, men som ikke desto mindre erklærer sig for »en fan«.
Blandt de menige læsere er splittelsen ikke mindre udtalt. Siden udgivelsen har X bugnet med billeder fra diverse boghandler i landet, hvor »kunder« har skjult de udstillede eksemplarer af Unleashed ved at lægge nøje udvalgte titler ovenpå. Såsom The Idiot af Elif Batuman, A House Party in Tuscany af Amber Guinness, I Haven’t Been Entirely Honest with You af Miranda Hart og A Game of Lies af Clare Mackintosh.
Men andre har udtrykt deres opbakning – eller i hvert fald fascination – ved at købe bogen, som allerede inden udgivelsen var blevet forudbestilt af så mange briter, at den røg helt til top på Amazons bestsellerliste.
SÅ HVEM HAR RET? De, der mener, at der er tale om en selvoptaget »klovns erindringer«? Eller de, som kalder bogen for »århundredets politiske memoirer«? Tja, det viser sig ved nærmere gennemlæsning, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet.
Boris Johnsons underholdende og letlæselige stil vil ganske givet betyde, at det vil lykkes betydeligt flere at gnave sig gennem Unleashed end nogen anden erindringsbog udgivet før eller siden. Også selvom de farverige beskrivelser ofte er letkøbte og på bekostning af andre.
Stort set alle – også venner, men særligt fjender – får påhæftet en række kulørte tillægsord. Donald Trump bliver beskrevet som »en orangefarvet zeppeliner, der livligt svæver opad, båret af det uudtømmelige Primus-kogeblus, som er hans ego«.
Johnsons forgænger i jobbet som premierminister, Theresa May, bliver omtalt som »old grumpy knickers«; altså »gamle sure trusser«.
Den tidligere finansminister Philip Hammond er ifølge Johnson en »kyniker med løst gråt hår og en udstråling af konstant foragt«.
Og førnævnte Michael Goves briller »glitrede« tilsyneladende ved tanken om, at Boris Johnson rent faktisk kunne dø, da han i 2020 blev indlagt på en intensivafdeling med covid.
Som Gove selv skriver i sin anmeldelse, så er det svært »at læse bogen til ende uden konstant at bryde ud i smil«.
Kritikerne har dog også ret i, at bogen er så godt som blottet for dybere refleksioner over, hvad der egentlig gik galt; særligt Johnsons egen rolle i kaosset. Godt nok skriver han gentagne gange, at han var medskyldig i de forskellige kriser, som prægede hans år i Downing Street. Men hans synd var som regel, at han var for »naiv« og »stolede for meget« på sine rådgivere, embedsværket, sine kolleger.
Selv i de sager, hvor domstolene eller ordensmagten har konkluderet, at han personligt, hans regering eller hans ansatte handlede ulovligt, holder han stædigt fast i, at han faktisk har ret.
Et eksempel er højesteretssagen i 2019, hvor »edderkoppekvinden« Brenda Hale – på vegne af et enstemmigt dommerpanel af 11 højesteretsdommere – konkluderede, at det var ulovligt, da Johnson-regeringen ophævede parlamentet for at forhindre, at et flertal stemte for en lov, der ville forhindre ham i at føre Storbritannien ud af EU, før der var indgået en ny frihandelsaftale. Ikke desto mindre erklærer Johnson sig »stadig urokkelig i troen på, at dommerne tog fejl«.
Om parlamentarikerne, der var bekymrede over en sådan »no deal Brexit«, skriver han: »De spåede panik på aktiemarkedet, mangel på medicin, fly der ville nægte at adlyde deres autopiloter, og den slags. I virkeligheden ville det aldrig være sket. Det var aldrig min plan; ingen af parterne i forhandlingerne ville have tilladt sådan et kaos, og det vidste mine opponenter.«
Det er dog ikke korrekt. I efteråret 2019 var frygten for, at Johnson – på opfordring fra sin magtfulde rådgiver Dominic Cummings – kunne finde på at trække Storbritannien ud af EU uden en Brexit-aftale, utvivlsomt reel. Det var grunden til, at hele 21 medlemmer af hans parti – heriblandt flere tidligere finansministre og Winston Churchills barnebarn Nicholas Soames – stemte for loven, som Johnson konsekvent kalder for »The Surrender Act«.
Johnson kvitterede med at smide alle 21 helt ud af partiet og endte således med et fingerknips en lang række ærkekonservative kollegers livslange karrierer. I bogen beskriver han ikke desto mindre den efterfølgende kritik som værende »på grænsen til hysteri«.
EPISODEN OMKRING FESTERNE i Downing Street under covidnedlukningerne kalder Johnson for »Partygate-postyret«. Og han gør det fuldstændig klart, at han stadig ikke mener, at der foregik noget ulovligt, på trods af at politiet uddelte 126 bøder til 83 personer, inklusive Johnson, hans kone Carrie og daværende finansminister Rishi Sunak, for brud på regeringens egen lovgivning.
»Hovedparten af disse anklager, måske alle, handlede om rimelige arbejdssammenkomster,« skriver han om afskedsdrinks for medarbejdere, der forlod Downing Street, presseafdelingens fredagsbar og ikke mindst en veldokumenteret havefest.
Denne type sammenkomster var på dette tidspunkt fuldstændig bandlyst på alle andre arbejdspladser i landet, men ifølge Johnsons erindringer var angrebene på ham og hans personale »i det store og hele noget pjat; en mediedreven kampagne«.
Ifølge Boris Johnson var det dog hverken Partygate eller den efterfølgende fejlhåndtering af kollegaen Chris Pinchers seksuelle overgreb på en yngre mand, der var den virkelige årsag til, at partiet gav ham sparket: »Det fundamentale problem var, at for mange Tory-parlamentarikere ønskede at se ryggen af mig.«
Rishi Sunak, hvis afgang satte en tsunami af ministerielle opsigelser i gang, var motiveret af et »forhastet ønske om at blive premierminister«. For Boris Johnson kom likvideringen som ud af den blå luft. Han havde ganske enkelt ikke set det komme.
»Jeg troede ikke, de ville være så dumme, at de ville skille sig af med mig. Jeg havde vundet et stort flertal, havde en klar vision for landet, og på trods af måneder med angreb i medierne over disse såkaldte fester, haltede vi ikke langt bagefter i meningsmålingerne,« skriver han, før han på karakteristisk vis tyr til klassikerne for den store finale:
»Da jeg læste Rishis afskedsbrev med dets tunge sætninger, mumlede jeg (i hvert fald inde i mig selv) Julius Caesars sidste ord, kai su, teknon,« skriver Johnson uden at oversætte (det betyder »også du, mit barn«).
»Hvis Caesar havde 23 stiksår, endte jeg med at få 62, forstået på den måde, at 60 ministre besluttede sig for at følge (sundhedsminister, red.) Saj og Rishi ud af døren.«
Det var disse opsigelser, der to dage senere fik Boris Johnson til at indse, at han ikke kunne fortsætte som premierminister.
I hvert fald ikke i denne omgang. Spekulationerne om, hvorvidt han vil forsøge at gøre sin helt Winston Churchill kunsten efter og vende tilbage til Westminster og måske endda Downing Street, er ikke blevet mindre efter udgivelsen af dette underholdende, men selektive forsvarsskrift.
Boris Johnson: Unleashed. 772 sider. 30 pund. William Collins.
Del:
