De fem bedste efterårsbøger

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

»Her har I mig tilbage!« som den omstridte byggematador Kurt Thorsen sang foran arresten for snart mange år siden. I dette tilfælde ikke oven på endt varetægtsfængsling, men efter præcis den tid, det tager at samle litterære kastanjer nok til en ny omgang Bogligt begavet: denne gang om det smukke, blæsende, faldende og temmelig våde efterår.

Den gulrøde årstid, der lægger sig så skønt mellem den selvoptagede sommer og den rigeligt kølige vinter, har i århundreder inspireret kunstnere. Ikke mindst malerne, der gennem mindst fem århundreder – fra Giuseppe Arcimboldo over Claude Monet og Vincent van Gogh til Georgia O’Keeffe og Christi Belcourt – ikke har holdt sig tilbage for at forevige den ... nå ja ... maleriske natur.

Men også bogens folk, forfatterne, har ladet sig inspirere af efteråret, både som hjemsted for tryg hjemlighed og gru og uhygge. Så her kommer de altså dryssende som falmede blade fra en træt kvist – fem nøje udvalgte anbefalinger til passende (u)hyggelig indendørslekture:

1. Et strejf af ild i luften

Anbefalet af Klaus Rothstein

Den skotske forfatter Ali Smith har skrevet en hyperaktuel, samtidsdiagnostisk romankvartet, hvor hver bog har titel efter en årstid. Den første, Efterår fra 2018, udspiller sig, mens englænderne stemmer sig ud af EU, og Smith udnytter årstiden til at angive stemningen:

»Oktober er et blink med øjnene. Æblerne som tyngede træet for et minut siden er borte og bladene er gule og spredte. Et frostvejr har med et knips fået millioner af træer over hele landet til at lyse. De som ikke er stedsegrønne er en kombination af smukke og nærmest vulgære med røde orange gyldne blade, derefter brune, så nedfaldne.«

Og så denne bragende flotte slutning, hvor vi er nået ind i november, de gule blade klistrer til jorden og går i forrådnelse som bladfiligran og løvmosaikker:

»Der er et strejf af ild i luften. Alle sjæle er ude på plyndringstogt. Men der er roser, der er stadig roser. I fugten og kulden, på en busk som ellers ser ud som om den er færdig, er der stadig en fuldt udfoldet rose. Se dens farver.«

Fremragende efterårslæsning!

Giv den som gave til: den litterære feinschmecker, der hverken orker krimi eller autofiktion

Ali Smith: Efterår

2. Hævn og længsler

Anbefalet af Sarah von Essen

Det er altid en god idé at læse Stormfulde højder, men nok især på denne tid af året, hvor det indre og ydre vejr kan finde overensstemmelse. Er man desuden en læser, der kun nødig rystes fri af sit efterårshumør, er Emily Brontës roman fra 1847 faktisk den allerbedste idé.

Handlingen foregår i Yorkshire, oppe på de uendelige højdedrag, »Out on the wily, windy moors,« som Kate Bush synger i sin vidunderlige hyldestsang fra 1978. Og det er en historie om altopslugende kærlighed, lidenskab og hævn, med andre ord: den perfekte cocktail.

Catherine Earnshaw og hittebarnet Heathcliff vokser op sammen på gården Wuthering Heights, de er to alen af ét stykke, uadskillelige, men Cathrine gifter sig med blide, rige Edgar, og Heathcliff sværger hævn.

Det hele ender ikke lykkeligt, men alligevel håbefuldt, og mens det måske kan være vanskeligt at huske alle romanens intrikate detaljer, er det tæt på umuligt at glemme dens vibe, hele den stormfulde stemning: seriøst, Stormfulde højder dufter af himmel, jord og længsel.

Giv den som gave til: den mest dramatiske, du kender og elsker

Emily Brontë: Stormfulde højder

3. Intrikate kabaler

Anbefalet af Amalie Langballe

Middlemarch er så tyk en bog, og det er så tilpas camoufleret, at der bag navnet George Eliot gemmer sig en kvinde, at jeg har bemærket, det ofte er mænd, som udtaler sig om denne geniale bog, der hudfletter en fiktiv britisk landsbys beboere i 1830erne.

Mænd har som læsere generelt en kedelig tendens til at læse med hjernen, så Middlemarch bliver ofte berømmet for sin skildring af forskellige politiske strømninger og religiøse overbevisninger, og jaja, hvis man absolut vil få bogen til at lyde kedelig, kan man da godt slå på det.

Men hvis jeg nu fortæller, at det, der virkelig driver bogen frem, er en række intrikate ægteskabskabaler, der skal gå op mellem charmerende, nuancerede og menneskelige mennesker, hvad siger De så? Personligt siger jeg: ja tak. Handler den synderligt om efterår? Nej. Vil den få Dem maksimalt underholdt gennem årstiden? Uden tvivl.

Giv den som gave til: ham eller hende, der gerne vil læse Matador i bogform

George Eliot: Middlemarch

4. Mosaik a la Knausgård

Anbefalet af Emil Leth Beiter

Der er ikke blevet skrevet mange milde ord om det første bind i Karl Ove Knausgårds årstidsencyklopædi, Om efteråret fra 2015. Anmelderne har kaldt den kedelig, sludrende og slap, og den beskæftiger sig da også mest med nogle af verdens små, mere uanselige fænomener. Men bogen er i stand til at fremtrylle ægte hverdagsmagi!

Knausgård har skrevet én tekst, ofte ikke mere end et par sider lang, for hver dag i månederne september, oktober og november, samt tre breve til sin ufødte datter. Her funderer han over løvfald, biavl, hugorme, gummistøvler, og stiller vigtige spørgsmål, såsom hvorfor grævlinger, der er så mærkelige dyr, ikke fylder mere i nordiske sagn; og hvorfor Nordens frugter – æbler, pærer og blommer – har en »tynd, let gennembidelig skræl«, når sydlige frugter som appelsiner, mangoer og passionsfrugter er mere utilgængelige.

Tilsammen danner teksterne, der enkeltvist kun flygtigt behandler efteråret, en mosaik af essays, der er mere efterårsagtig end noget andet stykke litteratur.

Giv den som gave til: den efterårsnedtrykte ven, der har brug for at genfinde noget af hverdagsmagien

Karl Ove Knausgård: Om efteråret

5. Børnehjem og æbler

Anbefalet af Asker Hedegaard Boye

Har man endnu ikke fået læst John Irvings murstensroman Æblemostreglementet fra 1985, er efterårsferien det helt rette tidspunkt. Handlingen foregår i regnfulde Maine, hvor forældreløse Homer vokser op på børnehjemmet St. Cloud's. Efter flere mislykkede adoptionsforsøg, det ene mere bizart end det andet, må han indse, at han hører til på St. Cloud's.

Først da Homer som ung mand får arbejde på en æbleplantage, oplever han et tilhørsforhold til de andre forældreløse børn, plejehjemmets to moderlige sygeplejersker og den omsorgsfulde, men æterafhængige fødselslæge Dr. Wilbur Larch. På plantagen flytter Homer ind hos de fattige sæsonarbejdere i »mosthuset«, hvor han må lære både de skrevne og uskrevne regler.

Irvings forfatterskab er et rigt katalog over fraværende forældre og efterladte børn, som søger et sted at høre til. Æblemostreglementet er ingen undtagelse og tilmed skrevet i et lettilgængeligt, humoristisk sprog, gennemsyret af efterårets melankoli. Filmatiseringen fra 1999 er da god, men yder alligevel ikke Irving, denne gudsbenådede historiefortæller, retfærdighed.

Giv den som gave til: den pensionerede gymnasielærer, der hellere læser langt end ser den seneste Netflix-serie

John Irving: Æblemostreglementet

Om to uger er jeg tilbage i Deres indbakke med tidens fem bedste bøger. Brænder De inde med kommentarer, uforbeholden skamros, konstruktive eller destruktive forslag, så skriv endelig direkte til mig på xahb@weekendavisen.dk.

Indtil da vil jeg bade i årstidens løv og håbe på, at De vil sprede ordet om dette nyhedsbrev. Vi nærmer os 3.000 i den eksklusive klub, men samlet om den bedste litteratur kan man ikke være for mange. Alle kan skrive sig op til at modtage Bogligt begavet her.

Vi læses ved!

Asker Hedegaard Boye
Assisterende litteraturredaktør