Da jeg forleden lyttede til P1 Debat, gik det op for mig, at sproget har fået en ny invasiv art på linje med japansk pileurt og elløbehjul. Det er udtrykket »min sandhed«, og jeg er bekymret for, hvad det gør ved vores mentale helbred. Siden jeg hørte det i radioen, er jeg stødt på det i metroen, i to andre podcasts, på Instagram og endda på et museum. Måske har det været her længe; jeg har bare først opdaget det nu. Men det skal vide, at jeg er klar til at slå det ned som en dræbersnegl.

Emnet for P1-debatten var influencernes samfundsansvar, og anledningen var, at en influencer kort forinden var blevet bedt om at forlade en prisuddeling, fordi hun havde forsøgt at ødelægge en festlig begivenhed med upassende politiske budskaber. Influenceren, der hedder Camma Okami, viste sig på den røde løber med et langt slæb, hvorpå der var påtrykt budskaber som »Verden brænder, og vores medmennesker har brug for vores stemmer, men vi tier og tager til Simba Prisen for at fejre os selv«. Sidst på slæbet stod der: »Din stilhed gør dig skyldig«.

Men har verden nu også brug for influencernes stemmer, spurgte studieværten, og Camma Okami svarede selvfølgelig ja. Hun mente, at influencere har et ansvar for at tale om andet end chips, solcreme og kageopskrifter, og at vi i det hele taget taler for lidt om klimakrisen (som hun kaldte folkemord) og om diskrimination af lgbtq+-personer.

Først troede jeg, at det var for sjov, for det synes jeg da egentlig, at vi taler en del om, men så gik det op for mig, at jeg jo tilhører en af de generationer, der henter deres nyheder fra den etablerede presse og ikke fra en eller anden 19-årig youtuber, der lever af at anmelde shawarmaer.

Illustration: Liv Ajse
Illustration: Liv Ajse

Bør han sadle om og prædike kødskam? Bør kageinfluencere kommentere krigen i Ukraine? Ja, åbenbart.

Og apropos kageinfluencer. Ind i debatten kom nu en influencer, der tidligere havde været med i Den store bagedyst, og som siden havde levet af at dele bageopskrifter og invitere til kakaoceremonier og være spirituel rådgiver. Men hun havde været ved at »miste sig selv til sociale medier«, fortalte hun, og for at komme ovenpå havde hun skrevet en bog om at »finde hjem i mig, stå 100 % ved mig og min sandhed«.

At det ikke var »min sandhed«, var også årsagen til, at hun ikke ville kaste sig ind i debatter om klimaforandringer eller konflikter i Mellemøsten. For det ville ikke være autentisk af hende at gøre det.

Det var desuden meget vigtigt for hende at understrege, at fordi noget var hendes sandhed, betød det ikke, at andre ikke også kunne have deres sandhed, og det lyder jo umiddelbart meget rummeligt. Måske er lyden af tolerance også årsagen til, at udtrykket har spredt sig som en byldepest, for hvem har lyst til at lyde som en reaktionær nar?

Det har jeg. »Min sandhed« er nemlig en sproglig ulv i fåreklæder. Når man siger, at noget er »min sandhed«, siger man samtidig, at man ikke gider høre på den andens modargumenter og heller ikke har tænkt sig at blive klogere.

Det var således kendetegnende for debatten, at kritiske spørgsmål og kommentarer blev modtaget med et pseudokælent »nåååårh, jeg tror, at den lytter har brug for masser af kærlighed«, hvorefter spørgsmålet blev totalt ignoreret. Hvad ellers? Det var jo bare lytterens »sandhed«. Ikke noget, man behøver tage alvorligt.

Nå, så De siger, at en plus en er to? Nå, men min sandhed er altså, at det er tre. »Min sandhed« er et værn mod ubekvem viden og har en barnlig aura omkring sig. Udtrykket er den faktaresistente nevø til »alt er relativt«, »objektivitet findes ikke« og »hver sin smag«.

Hvor kommer det idiotiske udtryk fra? Ja, gæt engang. Fra USA. Oprah markedsførte det at »tale sin sandhed« i 2018, og siden har det spredt sig som bjørneklo og flydende vandnavle i et mentalt landskab, hvor curlingpædagogikken i forvejen sejler rundt sammen med værdirelativismen.

»Min sandhed« gør mig ophidset, fordi det er et hyklerisk ord, der får samtaler til at bryde sammen.

Resten af debatten var forudsigelig. For det var jo også bare Okamis »sandhed«, at influencere bør beskæftige sig mere med samfundsproblematikker, og der døde debatten så. »Min sandhed« er nemlig ikke til debat, fordi den er sand.

Det eneste pæne, man kan sige om udtrykket, er, at det i det mindste er på dansk.

Og at det en dag forsvinder igen.