Indimellem støder man på kunstværker, som vil det gode mere end noget andet. Et sådant værk er den nye tyske film Føreren og forføreren, instrueret af Joachim Lang, som netop nu vises i biografer i både Danmark og Sverige. Titlen sigter på to forbrydere, Adolf Hitler og Joseph Goebbels. Og det gode formål, som filmen stoltserer med, er at afsløre selve kernen i nazismens metode og strategi, nemlig propaganda. Et tema, som i vore tider med fake news og AI-fremstillede virkeligheder er både velbekendt og vigtigt.

Goebbels omtales gerne som propagandaens fader. Det er noget vås. Napoleon Bonaparte var en fantastisk propagandist, den romerske kejser Julius Cæsar ligeså, blot for at nævne nogle få. Stalin overtrumfede måske dem alle med den mængde politiske løgne, han sendte ud i verden.