Omkring middagstid den 31. december begynder det. Jeg mærker et lille angstens jag, et par minutters bekymring. Hvordan bliver det i år? En times tid senere: Åhh, for helvede, bare det ikke ender galt. Som øjeblikket nærmer sig, får jeg mest lyst til bare at gå hen i et andet lokale, et lokale uden tv.

Det ville være underligt, grænsende til uhøfligt i et nytårsselskab. Men så vil jeg i det mindste ikke selv få at se, i absolut realtid, hvordan en lille fejltagelse eskalerer til mild forvirring, så raslen med papirerne, roden rundt, nu egentlig frygt med ark, der sejler ned på gulvet. Tupilakkerne vælter, vasen ryster. Hår, der går i uorden. Tiden, der pludselig går af led.

Naturligvis taler jeg om mit tænkte katastrofescenarie for Dronningens nytårstale, årets for mig mest angstprovokerende tekst. Selv nu, fire dage inden begivenheden, får jeg høj puls af at tænke på, hvor forfærdeligt det ville være, hvis majestæten, ja, fuckede det op. Hvis ikke for hende selv, så for mig, der hader at tale foran forsamlinger og stresser med Margrethe, hver gang hun vender et blad.

Jeg frygter foredrag, er bogstavelig talt løbet fra begivenheder, hvor jeg alene skulle bære vægten af alles blikke med noget, jeg selv havde fundet på at sige. Tanken om at gå i stå foran et par millioner øjne den ene aften, hvor man i dén grad skal levere varen, er rædselsvækkende for mig.

Marta Sørensen husker i gru dengang i 2015, da majestæten rodede med de løse ark, så talen derefter altid var paranoidt sammenhæftet. Arkivfoto: Keld Navntoft, Scanpix
Marta Sørensen husker i gru dengang i 2015, da majestæten rodede med de løse ark, så talen derefter altid var paranoidt sammenhæftet. Arkivfoto: Keld Navntoft, Scanpix

Med gru husker jeg 2015, da majestæten rodede med de løse ark, så talen derefter altid var paranoidt sammenhæftet. Nok en ligegyldig detalje for de fleste, men et kaosminde for mig, der forbinder sig til de gange, hvor jeg selv har fejlet foran et publikum. Ingen ånder så lettet op som jeg, når Gud bevarer Danmark.

Måske er rædslen min alene og Dronningen hverken mere eller mindre nervøs end alle de mange andre gange, hun har holdt en tale. Eller måske er værdien af et levende øjeblik, hvor hele nationen i hvert fald teoretisk er samlet, større for kongehuset end værdien af en fejlfri optræden eller et roligt royalt sind.

Men hvis jeg må henvende mig til Dem med den tiltaleform, som De deler med Weekendavisen: Skulle De vælge den forproducerede tale – som Deres kolleger i det britiske kongehus gør det med regentens årlige juletale – skal De ikke høre et ondt ord herfra. Min nytårsaften ville blive noget mere rolig. Måske også Deres.