Anmeldelse: Terracotta. Det er ikke med poesi som merværdi, at Amalie Smith maser sit arkiv af sympatiske tekster om alting og ler og barsel og klima til en flot flettet bogpølse.
Modellervoksen
Det er ikke det bedste, jeg kan sige om Amalie Smiths samling af »noter tekster samtaler« om alt muligt og alting – med ler og skabelse, af kunst og mennesker, tematisk spændt sammen med en meget sløv elastik – betitlet Terracotta, at den gør mig gladere for Merete Pryds Helles roman fra efteråret Den store åbning, som jeg var alvorligt misfornøjet med, da jeg anmeldte den her i sektionen.
Men i det mindste gør hun, Pryds, en indsats for at (Pixar-)animere den føljeton om universets skabelse og alle de vigtigste evolutionære/menneskelige landvindinger, som udgør halvdelen af bogen: Kosmiske barbapapaer konspirerer om at arrangere endnu et big bang, eller hvordan det nu var. Smith fortæller bare søvndyssende 1:1 leksikalsk løs for sit nyfødte barn på barselsgangen, som falder i søvn lige så stensikkert som læseren.
Del:
