Mandefald

Det er en glimrende idé at undersøge mænds oplevelse af MeToo-fænomenet, som Christian Groes selv kalder en revolution. Resultatet er dog en analytisk noget forudindtaget og moralsk forenklet udlægning af et komplekst, konfliktfyldt og på forhånd politisk ladet empirisk felt. Køn, magt og sex er grundlæggende menneskelige elementer, der aldrig vil forsvinde, og derfor kræver det oprigtig empirisk åbenhed og analytisk courage at bibringe ny viden om feltet.

Under læsningen overvejer man, hvem målgruppen er. Hvis man på forhånd ved noget om emnet, fremstår pointerne relativt banale: For at undgå overgreb ved sex bør man konstant mærke efter og fornemme stemningen hos den anden, snarere end blot at klemme på ud fra egen lyst og subjektive oplevelse af ret. Og »jo mere ulige parterne er i forhold til status, køn og afhængighed, jo større risiko er der for krænkelser, og jo mere er det op til den statusmæssigt stærke at tage ansvar for, at krænkelser undgås«. Det er jo fuldkommen sandt – og amen for det! – men samtidig så tæt på selve definitionen af MeToo, at det burde være udgangspunktet for analysen snarere end del af konklusionen på side 97. Omvendt: Hvis man ikke ved ret meget om fænomenet og reelt ønsker at blive oplyst, er bogen alt for teoretisk og akademisk i sin ankomst til det selvfølgelige.