Ugens ord. Sjældent passer et ords fonetiske udtryk og klang så godt med, hvad det faktisk betegner.

Mand

Mand [ˈmanˀ], af norrønt: maðr. Indtil for nylig betegnelsen for et voksent menneske (homo sapiens) af hankøn; dét biologiske køn, som for menneskers vedkommende producerer de kønsceller, der befrugter hunkønnets æg ved forplantning. Manden indeholder i modsætning til hunnen et Y-kromosom, og de sædceller, som han med jævne mellemrum om ikke andet så i evolutionens interesse skyder af i retning af hunnens æg, er enten Y eller X. Manden afgør dermed afkommets køn, så hans eventuelle klager over dette er åbenlyst grundløse.

Manden bruger sit specifikke kønsorgan til afskydningen. I Brøndums Encyklopædi (1994) skriver Jørgen Leth nok så berømt om hunnens kønsorgan på en både lyrisk-sanselig og antropologisk måde, mens Pia Møller Nielsen nysgerrigt registrerer stadierne for mandens forunderligt foranderlige kønsorgan. Her tredje stadie, kørt i stilling og klar til beskydning, hvilket blandt andet evolutionen, i lange stræk kulturhistorien og adskillige mænd og kvinder synkront og bevidst efterstræber: »Pikken som en statue, en form, et ikon, dens selvstændige væren, en fallos, rejst, blank, rå med dens sammenstød af papirtynd hud og voldsomme årer, dunkende.«

katk
Katja Kvaale (f. 1964) er antropolog besmykket med Københavns Universitets Guldmedalje. Katja har i peruansk Amazonas, Stillehavet, Filippinernes bjerge og ved såkaldt ’oprindelige folks’ fælles FN-repræsentation i Gèneve og New York forsket i kulturel kontinuitet som det erfares og praktiseres i folks levede liv og som det repræsenteres politisk af eliten; siden har hun sammenlignet med nye og ’oprindelige’ danskere. Det er også kulturel (dis)kontinuitet – forestillet, reel, (im)materiel/museal, indført, opført og fremført, lokal, national, etnisk og politisk – Katja har skrevet om i Weekendavisen siden 2015, især på etnografiske og kulturhistoriske museer.

Andre læser også