Passiv. Det kan godt være, at det er rart at lyttelæse, mens man støvsuger. Men det bliver aldrig det samme som at læse.

Lydbogens forbandelse

Den altid klarsynede forfatter Ray Bradbury (pennen bag Fahrenheit 451) sagde engang så rigtigt, at man »slet ikke behøver brænde bøger for at ødelægge en kultur; man skal bare få folk til at lade være med at læse dem«.

Det ligger mig fjernt at sige, at lytning af lydbøger er det samme som ikke at læse. Men alligevel. Jeg forstår ganske enkelt ikke lydbøgernes eksistensberettigelse som andet end hjælpemiddel for svagtseende. Bevares, jeg forstår, når folk anfører, at det giver dem mulighed for at »læse« – jeg vil vælge at kalde det konsumere – bøger, de ellers ikke ville have tid til. For på den måde lever lydbøgerne fint op til vor moderne tids sælsomme, tidsoptimerende imperativ: at man føler det som en unødig luksus at rive timer ud af kalenderen for at læse en bog, når nu man kunne støvsuge, vaske tøj, køre bil eller bikse en quiche lorraine sammen, mens man lytter.

Fotocollage: Mai-Britt Bernt Jensen

Problemet er blot, at man ikke er lige så koncentreret, når man multitasker, som hvis man helliger én aktivitet ad gangen sin opmærksomhed.

Og det er altså noget andet at lytte end at læse: et radioindslag har typisk omkring 150 ord i minuttet, og en lydbog nogenlunde det samme, mens en trænet læser kan klare omkring 300-400 ord i minuttet – altså omkring det dobbelte.

Dertil kommer forståelsen. At lytte er en passiv og lineær aktivitet, hvor man følger oplæserens tempo. Almindelig læsning giver mulighed for at skimme det letforståelige, dvæle ved vanskelige passager eller ligefrem springe tilbage og genlæse. Ikke svært at se, hvad der hænger bedst ved. Forskere fra USA har da også påvist, at lyttere af en podcast scorede 28 procent ringere i en indholdsquiz end læsere af en udskrevet version af podcasten.

Så hvis man vil have det fulde udbytte af noget, er man desværre tvunget til at gøre det besværlige og læse.

Et skræmmeeksempel på, hvad ren lytning kan ende med, er præsident Trump – en erklæret ikkelæser – som ikke engang orker at skimme de superkorte policy briefs, hans rådgivere pligtskyldigt bikser sammen til ham hver morgen i Det Hvide Hus, men udelukkende forlader sig på mundtlig rådgivning.

Og se bare, hvordan det går.

asmu
(f. 1970) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og Institut d'Études Politiques d'Aix-en-Provence. Aske er korrespondent i Frankrig, men skriver også om sikkerhedspolitik, europæiske forhold og økonomi, samt sprog, litteratur, kunst, kulturhistorie, mad og (natur)vin. Han har skrevet og bidraget til flere bøger heriblandt Kernevåben i knibe (1998), Turen går til EU (2001), Turen går til Paris (2009), Den rystede Republik - hvad i alverden er der galt med Frankrig? (2020) og Oh La La - Hvorfor er de så franske i Frankrig? (2022).

Andre læser også