Litteraturens 2025

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev »Bogligt begavet«. Læs mere og tilmeld Dem her.

Findes der i grunden noget bedre end lister? Det gør der jo nok – en klar aften i maj, sardiner i citron, for eksempel – men ikke desto mindre er der noget virkelig tilfredsstillende over at samle et tema eller en periode i punktform.

Det har vi for vane at gøre her på avisen, når det litterære år går på hæld. For hvad var egentlig vigtigst? Hvad vil stå tilbage? Hvad vil vi huske 2025 for? Vores fremragende anmeldere (og redaktørerne selv) giver her deres bud på årets ti væsentligste litterære begivenheder.

Årets sladderhistorie

Ingen over, ingen ved siden af den sag, der blev hældt ud i novembers mediehav som en skylle giftigt spildevand: Johanne Myginds anklage mod forfatterkollega Kim Blæsbjerg om, at han havde udnyttet hende og hendes familiehistorie til sin bedstsælgende Lemvig-krønike, De bedste familier, fra 2023.

Myginds morfar var direktør ved kemivirksomheden Cheminova i 1950erne og havde ansvaret for dens massive forurening af nærområdet; i Blæsbjergs bog optræder også en stor Cheminova-kanon, og der er flere sammenfald mellem hans og konens liv og Myginds bedsteforældres. Sin historie fortalte Mygind til Blæsbjerg under en kortvarig affære, så udkom hans bog til Myginds overraskelse, og for et par måneder siden udkom så hendes metakommenterende autofiktive roman om det hele.

Til sit forsvar siger Blæsbjerg, at hans samtaler med Mygind om hendes familie kun var en lille del af hans omfattende research til De bedste familier, og at lighederne mellem morfar Mygind og Blæsbjergs hovedperson er tilfældige og uspecifikke. Navnet på Myginds roman? Giftig, selvfølgelig.
– Marta Sørensen

Årets bundtræk

»Den langsomme, sugende rytme, som kan opstå i de helt store romaner, det her med, at en halvkedelig roman først på side 300 pludselig viser, hvilke kræfter den egentlig rummer. En kollega kaldte engang fænomenet bundtræk.«

Sådan skriver Theis Ørntoft i sin 578 sider lange Habitat fra i år, der aldrig selv opnåede bundtræk. Det gjorde til gengæld Karl Ove Knausgård, der om nogen har inspireret Ørntofts autofiktion.

Nordmandens Morgenstjerne-serie har gennem tusindvis af sider strittet i frustrerende mange retninger og bevæget sig fra pinlige stræk til sublime ansatser. I bind 5 og 6 – Arendal, der udkom på dansk i år, og Jeg var lenge død, der udkom på norsk – når serien endelig sin idealform.

En bramfri blanding af suveræne hverdagsbeskrivelser og åbensindede religiøse meditationer skaber et uafviseligt bundtræk, der løfter serien til af tidens mest interessante europæiske litteraturprojekter.
– Lasse Winther Jensen

Årets nationale stolthed

Så så man hende lige blive nomineret til The International Booker Prize i maj. Så så man hende lige blive indstillet ved National Book Awards i november. Så så man hende i et stort portrætinterview i New York Times Magazine samme måned, hvor den kry journalist har taget turen hele vejen til Marstal. Så så man anmelderroserne til hende i The New Yorker, The Guardian, The Atlantic.

Også i 2025 har tiden været med Solvej Balle, der – ud over sin internationale sejrsgang – udkom med sjette og næstsidste bind af Om udregning af rumfang. Nu har vi, der har læst med fra begyndelsen, nærmest (for)vænnet os til, at der udkommer verdenslitteratur en gang om året, men lad os lige minde hinanden om, at Solvej Balle i al stilfærdighed er i gang med at skrive dansk litteraturhistorie med sin septologi.
– Amalie Langballe

Årets essay

Den italiensk-schweiziske politolog og bestsellerforfatter Giuliano da Empoli, som stod bag den anmelderroste Troldmanden fra Kreml (2023), nøjes i Rovdyrenes tid ikke med at skue hen over statskundskabens skrivebord, men giver med udgangspunkt i sin tid som rådgiver for den italienske premierminister Matteo Renzi et krast og temmelig skræmmende indblik i vor tids mildt sagt omskiftelige tider.

Det kompakte essay viser, hvordan vi med Trump, Putin, Erdogan og mange flere må se de internationale regler kastet op i luften. Fremtiden vil være domineret af egenrådighed, kynisme, rå magt og total uforudsigelighed – og vi vil snart blive tvunget til den erkendelse, at det liberale demokrati blot var en parentes i menneskehedens historie, en fredfyldt og fordragelig anomali, om man vil.
– Aske Munck

Årets duo

I Charlotte Weitzes Ulvemælk befinder vi os i Jylland år 2040, hvor landbruget er blevet nedlagt og erstattet af skove. Desuden er der tilbageklip til dengang i 1800-tallet, hvor Evald Tang Kristensen høstede viser og eventyr på heden og omegn.

I Niels Krause-Kjærs Ude for uden er vi i nutidens Jylland, hvor skovene er nedlagt og erstattet af landbrug. Desuden findes tilbageblik til 1940erne, hvor landmændene skulle skaffe smør og flæsk på bordet til danskerne.

De to romaner er højst forskellige i både stil og væsen, men netop derfor har de mange vigtige ting at sige – både til hinanden og alle os læsere. Uanset om man har mest fidus til Landbrug & Fødevarer eller til Danmarks Naturfredningsforening, bør man læse begge bøger.

Folkloristen og Journalisten udgør tilsammen »Årets landbrugslitterære duo«.
– Klaus Rothstein

Årets hemmelige selskab

I Glenn Bechs seneste roman med den sexet-truende titel Jeg er ikke færdig med dig handler det om parforholdsproblemer, klassejetlag og hovedpersonen Lasse, der er startet fra bunden og nu er utilpas i den talende klasse.

Bogens bedste overraskelse er en ekskursion ud i skoven, da Lasse bliver inviteret med det hemmelige selskab Skovdrengene på sensommerlejr. En mystisk homologe med stammer og høvdinge, en slags Femø-lejr for mænd: croquistegning, nusseseancer, fællesterapi og knalden i shelters. Selvfølgelig kan Lasse med nervesystemet i akut alarmberedskab ingenlunde slappe af i dette queer Utopia, og han imploderer i en forbilledlig be(ch)sk magtkritik, da en særligt lækker skovgud drister sig til at kalde logens fællesskab ahierarkisk:

Det er noget, han tror, fordi han er smuk, udadvendt og ombejlet, og hvis man bilder sig ind, at noget rum er magtfrit, er det nok, fordi man er den, der har den.
– Linea Maja Ernst

Året (usynligste) comeback

Året usynligste poetiske comeback blev foretaget af Thomas Krogsbøl i den passende betitlede samling Ekstatika. Krogsbøl, født 1963, var i 00erne en af de førende kræfter og – i tandem med Jens Blendstrup ved de legendariske oplæsningsaftener i The Lab på Vesterbro – oplæsere i den litterære organisation og konspiration Øverste Kirurgiske.

Han debuterede sent med Fra væk til væk (1999), og forrige rigtige digtbog var Jeg er fluen for hele 14 år siden. Men nu er den syret wisecrackende spøgefugl tilbage med knastørre på og fra verden stenende miniaturer. Dette er apropos et digt, som præcist og solidarisk definerer sten:

»fliser, brosten, mursten/ sten i det hele taget/ mange af dem/ har været her/ siden istiden/ mange af dem/ er faktisk fossile/ øjebliksbilleder/ af noget mudder/ som lige var i gang/ med noget andet/ uden frygt.«

Digte som sten, der flintrer fint på stedet atter.
– Lars Bukdahl

Årets gudfar

Gudfaren for queer lit, amerikanske Edmund White, døde i 2025 og blev 85. Jeg tænker stadig på ham, takket være mange mindeord og nekrologer. Det var Chicago Tribune, der kaldte ham »gudfar«, mens han endnu levede, og måske er det årets mest attråede titel?

Jeg ville egentlig have kåret årets nekrolog, men så klikkede jeg videre, og, seriøst, alle ordene om White gør det, den slags tekster skal: giver liv til den afdøde, vækker nysgerrighed og sult. I New York Times blev White døbt »litteraturens Cole Porter«, et andet sted stod der, at »man kan argumentere for, at det var White, som opfandt autofiktionen«.

Hvem kan modstå at følge så fristende krummer lige hen til bibliotek.dk? Her fandt jeg Whites City Boy: My Life in New York During the 1960s and 1970s, som jeg netop har bestilt. I øvrigt: Måske årets bedste sætning dette år og alle år er: »Du vil få besked, når dine materialer er klar til afhentning.«
– Sarah von Essen

Årets demonstrative alderdom

Ældre mennesker har det med at sige, at indeni føler de sig stadig unge. Men hvordan kan de det, medmindre de lider af omsiggribende hukommelsestab? Det syndrom lider forfatter og musiker Claus Bøje (født 1941) ikke just af, og han tager alderdommens tyr ved hornene i sin netop udkomne bog Bedst før – præludium til sidste salgsdato:

»Modeluner/ har aldrig sagt mig noget/ Men ligskjorten/ bliver sidste skrig.«

Og her: »Hvordan går det/ Ad helvede til/ Vi ses/ Det skal du ikke/ regne med.«

Og her: »Studerer dagens dødsannoncer/ Konkurrerer med min generation/ Mandlige afdøde/ født senere end januar 1941/ noteres som en sejr/ Kæmper ikke mod kvinder/ Unfair konkurrence/ Overlegen genetik.«

Under en reception i LiteraturHaus forleden præsterede den jazzgruppe, Bøje er medlem af, en så intens session, at alt tyder på, at benævnte udgang vil ske med et brag, ikke en klynken. Den tre år yngre Per Marquard Otzen har loyalt illustreret Bøjes bog. En fin opsang, hvis De føler Dem ung indeni. Også hvis De ikke gør.
– Bo Bjørnvig

Årets sportsbog

Tekster om sport er ikke, hvad de har været, heldigvis. I disse år formes en ny generation af især fodboldskribenter, hvis ambition og talent er så uendeligt meget større end fortidens (og nutidens +50-årige). Det ses i de etablerede og de knap så etablerede medier, og efterhånden også i bogform.

Skyggerne fra Tage Skou-Hansen og Hans-Jørgen Nielsen ser endelig ud til at have lagt sig, og i både skønlitteraturen og den litterære nonfiktion triller bolden selvbevidst. Årets fineste eksempel er Peter Rewers' Puskás' død, hvori den berømte ungarske centerforward ligger for døden i en hospitalsseng i Budapest. Plaget af fortrydelse begræder den gamle, at den frisættelse af spillet, han og resten af De magiske magyarer iværksatte i efterkrigsårene, er endt i den aktuelle tilstand af hulhed.

Bogen, der er genialt illustreret af Onkel Hawaii, udkommer på undergrundsforlaget Baggaardsbaroner, der udgiver den ene smukke og ambitiøse bog og tegneserie efter den anden. Forlagets øvrige fodboldudgivelser tæller Græssult (2025), København er hvid og blå (2023) og Bølge – eller otte noter fra tribunen (2021).
– Asker Hedegaard Boye

Dermed nåede vi til vejs ende, ikke kun i dette nyhedsbrev, men med endnu et helt solår. Nummer 2.025 siden Kristus' fødsel, og nummer 2.495 siden Sokrates'. Vi er tilbage om to uger med et nyt litterært aldeles opiatfrit fix. Indtil da: Pas nu godt på litteraturen, hinanden, Deres øjne og raketterne (forhåbentlig kun i form af fyrværkeri).

Vi ses!

Asker Hedegaard Boye
Medredaktør