Før Yvan Golls roman Sodoma og Berlin fra 1929 er forbi, har Odemar Müller, den blonde tyske yngling, der er dens hovedperson, vist sig for os i et utal af skikkelser:

Som studerende i Bonn, hvor han – efter at have drukket og duelleret med sine studiekammerater – bliver ven med sværmeren Wilhelm Wander, der sværger til tysk middelalderpoesi. Som soldat under Første Verdenskrig, hvor han får en tapperhedsmedalje og på et lazaret lærer socialisten Zimmermann at kende. Som rastløs krigsveteran på Potsdamer Platz i Berlin efter krigen, hvor han genfinder Zimmermann, der lover ham en post som sundhedsminister, når revolutionen har sejret. Som lige så rastløs salonløve i de fornemme saloner på Kurfürstendamm, da revolutionen har lidt nederlag. Og siden som fyrig elsker, fallent og fyrste. Odemar Müller, hvis fornavn er lige så flamboyant, som hans efternavn er fladt, er en mand uden egenskaber: et spejl, som de kaotiske 1920ere kan se sig selv i. Han er ingenting i sig selv. Og kan af samme grund være hvad som helst.