J.K. Rowling, som kalder sig Robert Galbraith, når hun skriver krimier, er en uforbederlig skrivekugle. Hun holdt sig i skindet, da hun skrev om Harry Potter, hvor kun ét bind nåede op på 1.000 sider, men i serien om efterforskerne Strike og Robin er 1.000 sider blevet normen. Som en af Englands rigeste behøver hun det ikke, men kan åbenbart ikke lade være, og det overskud mærkes; man flyder gladeligt med ordstrømmen gennem afvekslende og underholdende landskaber.

Hvorfor mon, for er bogen ikke en overfladisk spillen på alle kriminallitteraturens konstruktioner og arketyper? Jo, umiddelbart, og det kunne forklare denne magelige flyden med; man støder ikke på ukendt grund. Men der må være andet og mere, siden man gider – og det gør man.