Gårdmandskonen Anna Formann skriver med den tysteste, mest hjerteskærende desperation i slutningen af 1960erne om sin mand – i en kladde til et brev til dr. Hinch på Jysk Nervesanatorium i Vejle, hvorfra hun netop er blevet udskrevet – at han er »træt og ærgerlig« over, at hun ikke straks er vendt tilbage til arbejdet på gården. Et slid døgnet rundt uden et øjeblik til sig selv, det selv, der i sin tid blev så ulykkeligt af den evige puklen, at indlæggelsen var nødvendig:

»Kære Dr. Hinch tro nu ikke at jeg skriver dette til Dem for straks at beklage mig, jeg håber bare at De vil råde mig. Det er så trygt endnu lidt at være under Vejlefjords beskyttelse. Jeg kan nok ikke forvente at De skulle skrive til mig, men måske en af sygeplejerskerne på 2 Vest ville gøre det. Jeg holdt meget af dem, men mest af frk. Andersen. De må heller ikke tro at jeg er nedtrykt eller trist, jeg glæder mig hver dag over mine børn, mit hjem og min have og lærkerne, som vi hører her. Men jeg vil så nødig blive det igen, jeg håber De forstår det. Ærbødigst Anna Formann.«