Det nye storværk Dansk Sproghistorie er struktureret lidt ligesom den måde, man tænker på sprog i det hele taget: I dele, brudstykker, men altid sammenhængende.

Fra det danske sprog opstår som vikingeruner hakket i sten – eller faktisk mere almindeligt: skåret i træ – i bind 1, til sproget når sin mest forfinede skønlitterære brug i bind 6, rejser læseren igennem hele historien i de vidunderligt velskrevne og gennemillustrerede tekster. Efter lidt grundviden om sprogets opkomst besøger man først byggestenen, nemlig ordet, så bøjninger og opbygninger af samme (med et fint ord morfologien, formlæren), hvorefter man gør ophold hos eller, hvis man er jyde, ved dialekterne hid og did. Derfra videre til sociolekter oppe på de bonede gulve og nede i møget, inden man oplever sprogets anvendelse i vigtige tekster såsom Bibelen, Loven og Salmebogen, dansk i sangene, i medierne og i skolesystemet og i den almene dannelse. Tre tusinde sider senere er man dejligt mæt af ord om ord. Eller sæt af ord, hvis man har inddrukket dem. Sært. Alle kender mæt. Ingen kender sæt.