Ånd. Fra daginstitutioner og skilsmisser til genopstandne børn og engle. Metafysikken er flyttet ind i den ellers så virkelighedsnære skønlitteratur i Norden.
Lad ikke alt håb fare
Rent etymologisk giver det god mening, at vi står midt i en metafysisk vending i den nordiske skønlitteratur, for ordet betyder »efter« eller »ud over« fysikken. Fra slutningen af 00erne og ti år frem stod romankunsten ellers i det fysiskes tegn: Bøgerne var konkrete og detaljefikserede i deres hverdagsmættede indkredsninger af livet i vores hjørne af kloden. Men nu befinder vi os på den anden side af fysikken, og de toneangivende nordiske forfattere har skiftet fokus til alt det, der overskrider individet. Engle, Djævelen, Gud og genopstandne døde har indtaget den skønlitterære scene. Hvorfor?
Her er en tese: I disse år oplever vi, at grundlaget under os forvitrer – godt hjulpet på vej af krige, kriser, pandemier og teknologier, og pludselig føles det, vi gennem årtier har anskuet med en vis afstand, meget ... tæt på. Den ydre verden er ramlet ind i vores. Nu duer det ikke længere blot at gennemtærske sine neuroser og traumer. Der er brug for noget, som gør os opmærksomme på, hvad det vil sige at være til – eksempelvis at vi skal dø.
Del:
