Kvinde, kend din Darcy

Engang blev jeg hvisket i øret, at »Strangers in the Night« faktisk er en sang om queer-sex og kærlighed, som opstår i skjul af nattehimlens dække: »Something in your eyes was so inviting/ Something in your smile was so exciting.« 

Altså, det er en tolkning, og det var vist min mor, der hviskede det. Under alle omstændigheder tænker jeg taknemmeligt på det, hver gang jeg hører Frank Sinatra croone. Nu er sangen, som jo var fin i forvejen, pludselig virkelig interessant, endda lækker.

Amerikanske Rachel Feder er ude i samme ærinde i sin nye bog, The Darcy Myth: Jane Austen, Literary Heartthrobs, and the Monsters They Taught Us to Love. Hun vil have os til at læse Austens Stolthed og fordom på ny og med andre litterære troper for øje. 

Det er en underholdende undergravning af Mr. Darcy, en af de bedst kendte romantiske helte i litteraturen, en polemisk tirade, som helt sikkert vil få Jane Austen-fans til at fare lige i blækhuset. Hallo, jeg er selv en af dem, der elsker sædekomedien om Mr. Darcy og Elizabeth Bennet, om stolthed, fordom og ægte kærlighed.

Feder, som er lektor ved universitetet i Denver, hvor hun underviser i engelsk litteratur, elsker også romanen, det understreger hun hurtigt. Det må man gøre, hvis man læser den med sine studerende semester efter semester og endda skriver en bog om Darcy.

For Feder består fornøjelsen i at spolere romanen for de unge mennesker, »måden, jeg foretrækker at ødelægge Stolthed og fordom, er ved at pege på, hvordan litteraturen træner kvinder til at bruge tiden på at gøre røvhuller til følsomme mænd i stedet for at bringe patriarkatet til fald«, skriver hun og planter derved en spire, der måske, måske ikke for altid vil nage læseren og få hende til at tvivle, bare en lille smule. 

Det handler ikke om at destruere eller censurere noget, heller ikke Jane Austens forfatterskab, men om at gøre det hele meget mere interessant.

DER ER UENDELIG meget godt at sige om Mr. Darcy, han siger for eksempel: »De må tillade mig at fortælle Dem, hvor inderligt jeg beundrer og elsker Dem.« Det er åbenlyst presserende og frygtelig romantisk. Mr. Darcy sætter ægte pris på Lizzy (Elizabeths kælenavn), hendes rappe replikker, og har tilsyneladende ikke noget imod, at hun bruger sine ben som transportmiddel, hvilket ikke var så lidt i 1813; dengang ankom pæne damer i en vogn. 

Mest imponerende, og så helt utroligt lækkert, er dog, at han er parat til at indrømme det, når han tager fejl.

Stolthed og fordom er, sagt med romancelitteraturens troper, en slowburn, second chance, enemies to lovers-romance, en langsomt ulmende kærlighedshistorie om to, der får en chance til og går fra at være fjender til at være elskende. 

»Som Lizzy lærer at elske Darcy, lærer læserne også at elske ham,« skriver Feder.

Men Feder har et problem med Darcy, egentlig har hun flere, men især ét er uoverstigeligt: Darcy betaler George Wickham for at gifte sig med Lizzys yngste søster, purunge, fjollede Lydia. Eller Mr. Darcy gør det i hvert fald økonomisk muligt.

Wickham har forført Lydia, Lydia nægter at forlade ham, og Wickham har tidligere forsøgt at stikke af med Mr. Darcys søster, Georgiana Darcy. Wickham er altså en seriel skørtejæger i en tid, hvor kvinder ikke overlever socialt, hvis de mister deres skørter. Wickham er selvisk og uansvarlig, en dum skid.

Dette er et vendepunkt i romanens kærligheds- og ægteskabsplot. Darcy redder Lydia fra social udstødelse, han redder hele Elizabeths families ry og rygte og siger, at han kun tænkte på Lizzy, »indrømmet, det er helvedes hot«, mener Feder, og det er vanskeligt at være uenig.

Men, fortsætter Feder, denne handling er faktisk dybt problematisk: Lydia bliver lænket til sin overgrebsmand. Darcy tænkte måske kun på Lizzy, men nu er en væsentlig forhindring for deres kærlighedsægteskab også ryddet af vejen: Familien Bennet er ren igen, mens stakkels Lydia aldrig slipper ud af Wickhams kløer. 

»Med denne handling dækker Darcy over det toksiske rovdyr (…) Og hen ad vejen støtter han et socialt system, hvori Wickham, i hvert fald op til et punkt, slipper afsted med at være toksisk.«

Det er en interessant pointe, men også en lidt irriterende pointe, for hvad skulle Darcy have gjort i stedet? Søstrene havde intet sikkerhedsnet, de behøvede en ægtemand, og det er ved gud ikke i orden, men begyndelsen af 1800-tallet er ikke 2024. Gjorde Mr. Darcy, og dermed Jane Austen, ikke, hvad de kunne med det, de havde?

FEDER MENER OGSÅ, at Stolthed og fordom har fyldt vores hoveder og hjerter med ideen om, at den hovne mand, der står og lurer i dansegulvets udkant, faktisk er vanvittigt spændende og helt igennem sød og ordentlig; vi skal bare være tålmodige.

Det er en myte, som reproduceres igen og igen i varierende versioner, og det er rigtig nok til at blive sindssyg af. Tænk bare på Carrie og Mr. Big i Sex and the City. Det er virkelig også sandt, at vi kunne bruge vores dage og energi mere klogt end på at sno os til uigenkendelighed; vi kunne for eksempel bruge kræfterne på at smadre patriarkatet.

Men det er heller ikke en ny pointe. Vi ved det godt, eller vi burde i hvert fald vide, at Mr. Darcy er en fantasi. Til gengæld løfter Feder sin analyse til originale og fascinerende højder, når hun tager den gotiske brille på og frigør sig fra de romantiske troper og konventioner.

Det hjælper at vide, at Jane Austen åbenbart var fan af gyset, og det viser sig, at Stolthed og fordom nemt kan læses som en gyser: Ægteskabsmarkedet er dødsensfarligt, søstrene Bennet vokser op i et hjem, som de mister i det sekund, deres far dør.

Men tænk, hvis den yngste søster Lydia havde været en dreng! Så kunne hun have reddet dem alle! I stedet er hun et lille monster, i sin rå naturs vold, hende, der sætter det hele over styr. Og Lizzy, hun er pigen, der står alene tilbage, hende, vi hepper på, mens rulleteksterne truer forude: pigen, der lykkeligvis bliver reddet i sidste øjeblik af sit rene hjerte og den mindst ringe mand.

Vi kan puste ud og samtidig lade hjertet spjætte af glæde, for hallo, nu blev det hele da endnu mere interessant.

Rachel Feder: The Darcy Myth: Jane Austen, Literary Heartthrobs and the Monsters They Taught Us to Love. 240 sider. QuirkBooks.