Mars og Venus i parterapi

Hvem er typisk den første til at foreslå et åbent forhold, manden eller kvinden? Kan en kvinde kræve, at hendes mand fører dybe samtaler med hende? Og hvorfor er det som regel kvinder, der udtænker overdrevne romantiske scenarier efter et engangsknald med en mand?

Svar på den type spørgsmål kan man få, hvis man taler med Sara Skaarup og Amanda Lagoni, begge sexologer og parterapeuter med egen praksis og flere bøger om lyst, kærlighed og familieliv bag sig. Som de fleste andre danskere går de ind for frisind, tolerance og ligestilling; alle skal have lov til at leve, knalde og danne relationer, som de har lyst og kan få samtykke til, uafhængigt af køn. Sideløbende har Skaarup og Lagoni bare opdaget – gennem timevis af terapeutiske samtaler med flere tusinde klienter – at nogle problemer har det med at klæbe til bestemte køn.

Ikke altid, men hyppigt nok til, at Sara Skaarup kan skrive en bog som Lyserøde luftkasteller (2022), der handler om specifikt kvinders tendens til at dagdrømme om mænd, som langtfra gengælder opmærksomheden. Eller at Amanda Lagoni i flere af sine bøger, herunder den seneste, Voksenkærlighed i børnefamilien (2023), påpeger, hvordan kvinder og mænd har forskellige udgangspunkter for sex: Kvindens køn går indad, altså skal hun bogstaveligt åbne op og lukke nogen ind, når hun har sex, mens mandens køn går udad; han erobrer og penetrerer. 

Der bliver aldrig balance mellem de biologiske køn på det punkt, skriver Lagoni, der i bogen Lidt om lyst (2022) endda har et afsnit »til ham« og »til hende«.

Brede generaliseringer og håndfaste opdelinger i mænd og kvinder er ikke noget nyt, når det kommer til selvhjælpsbøger om sex, kærlighed og parforhold. Populære oversatte titler fra det amerikanske marked er Kvinder der elsker for meget af Robin Norwood (1985, da: 1987) og Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko (2004, da: 2018) af Allan og Barbara Pease.

For ikke at tale om den stadig storsælgende klassiker Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus (1992), hvis altoverskyggende præmis lyder, at mænd og kvinder er grundlæggende forskelligt skruet sammen, herunder biologisk, og ofte har brug for en parlør, hvis de to typer rumvæsner skal kommunikere hernede på Jorden.

Forfatteren, John Gray, har i løbet af de sidste 30 år udgivet adskillige bøger ud fra Mars-Venus-konceptet, hvoraf den seneste, Beyond Mars and Venus (2017), dog anerkender, at mænd og kvinder er ved at bryde ud af stereotyperne, og at parforholdet må udvikle sig i takt med tidsånden.

Det mener Skaarup og Lagoni også: Man kan sagtens lege med sine kvindelige og mandlige sider, bytte rundt på rollerne og huske, at mange af forskellene på køn er kulturelt og socialt tillærte, siger de begge og er stærke tilhængere af større ligestilling, ligeløn, ens barselsvilkår og den slags.

Men i terapisofaen med kleenex og selvhjælpsbøger på hylderne må de tage udgangspunkt i de konkrete problemer: »Mit job er ikke at gøre mænd og kvinder ens. Når jeg sidder med et par, forholder jeg mig til, hvad der sker mellem dem. Ikke det, jeg ville ønske, der ville ske med dem politisk. Og når jeg ser på de over 2.000 par, jeg har talt med, er det maks. 20 procent, der stikker ud fra normen. Hvis jeg skal tale til flertallet, må jeg skrive det, jeg ser,« siger Lagoni.

NOGLE GANGE RESULTERER det sete hos Lagoni og Skaarup i udtalelser, som en politiker eller debattør kunne blive kølhalet for. For eksempel – og lad jer bare inspirere, Joachim B. Olsen, Rasmus Jarlov med flere – at pigehjernens primære opgave er at opbygge relationer. Den er skabt til at kommunikere, afværge konflikter og forstå sociale spilleregler.

Det taler Sara Skaarup om i Lyserøde luftkasteller med baggrund i blandt andet Den kvindelige hjerne (2007, da: 2008) af neuropsykiater Louann Brizendine og samtaler med hjerneforsker Troels W. Kjær. Især Brizendines bog var en øjenåbner.

»Jeg lever for relationer; det mest meningsfyldte for mig er at være i kontakt med andre. Hvordan har de det? Hvad tænker de om mig? Da jeg læste Den kvindelige hjerne, fandt jeg ud af, at den tilgang ikke var noget særligt for min personlighed, men at jeg har den tilfælles med omkring 50 procent af Jordens befolkning. Det var provokerende at læse og ubehageligt at skrive om, for var jeg så i virkeligheden særlig fri? Tidligere havde jeg tænkt, at mit køn nærmest er underordnet for den, jeg er,« siger Sara Skaarup, der bruger sin viden, når hun rådgiver frustrerede kvinder, hvis indre romantiker har udtænkt et kærlighedsforhold, som der ikke er belæg for.

»Et typisk scenarie kan være, at en kvinde er meget involveret i en snak på en datingside med en mand, hun ikke har mødt endnu. Men allerede føler hun sig genkendt, de har udvekslet intime tanker, og hendes følelser tager fart. Eller en klient kommer ind og er helt rundt på gulvet efter et engangsknald. Hun har lyst til at udleve sig selv som et frit seksuelt menneske og have nogle løse forbindelser; alligevel får hun en sugende fornemmelse af tomhed, når han er gået. For måske, tænker hun, er han en potentiel partner.«

I virkeligheden er han bare den sidste, der har aktiveret kvindens naturlige trang til at danne par og skabe en forbindelse, siger Skaarup. Kvindens hjerne har sprøjtet feel good-stoffer ud i kroppen: endorfiner, dopamin og oxytocin. Sidstnævnte hormon har kvinder omtrent tre gange så højt et niveau af som mænd, og netop oxytocin giver en fornemmelse af samhørighed, især under orgasmen, eller hvis man sover med manden hele natten. Når han så smutter, får man abstinenser. Suset kan være så vildt, at nogle kvinder bruger mænd som en slags antidepressiva.

»Meget af det hormonelle tolker vi som kærlighed og kan ikke standse det, selvom de følelser intet har at gøre med, om manden ville være en god partner. Men hvis man kan afholde sig fra at handle på den pludselige forgabelse, vil den klinge af, og man vil begynde at se sig om efter noget andet. Kend din biologi, så den ikke underløber dig,« siger Sara Skaarup.

Den biologisk baserede idé om kvinden som den, der er bedst til relationer, bliver forstærket socialt, når hun mødes med sine veninder for at tolke den seneste besked fra ham, hun er forgabt i.

»Folk, der bygger lyserøde luftkasteller, kan blive helt opslugt og nærmest føle sig som gidsler af deres telefon. Der skal være nyt fra ham, det skal være godt nyt, og man kan bruge lang tid på at tolke hans beskeder sådan, så drømmen kan forsætte. Forforståelsen hos veninderne er ofte, at man som kvinde er bedre udrustet kommunikativt, mens manden er lidt primitiv og endnu ikke har opdaget, at det er meant to be. Han skriver godt nok, at han ikke har tid til at ses, men kvinden kan alligevel føle, at hun har en forståelsesnøgle til, hvad han i virkeligheden mener.«

Men som regel, siger Sara Skaarup, har han bare ikke tid til at ses.

IKKE KUN BIOLOGIEN fortæller kvinder, at de skal finde sig en fast partner, hver gang en mand dukker op; også kulturen hjælper til, påpeger Skaarup.

»Kvinder er langt hen ad vejen opdraget til at tro, at en partner er det eneste saliggørende. At blive valgt af en mand er det romantiske ideal i Hollywood-film og sangtekster – og ikke bare valgt for fem år, men for life. Mange kvinder er storforbrugere af romantiske produkter, og selvom nogle af historierne har ændret sig, handler størstedelen stadig om kærlighedsspillet og jagten på manden: Hun skal feteres, han skal tage det store skridt. Mange har også en fast idé om, hvordan kærligheden skal se ud, før den er god nok: Lynet slår ned, og man véd bare, den er der,« siger Skaarup og påpeger, at det lyn netop kan komme i form af en flygtig hormonbølge.

Også de kulturelle forestillinger, romantikeren gør sig om sit begærsobjekt, er kønnede: Kvinden går ofte efter arketyper som den kloge, den stærke eller den lidt slemme mand, en såkaldt bad boy. Mens mændene – de relativt få mandlige romantikere, der putter med deres eget lille luftkastel – måske går efter den moderlige type, hvis de selv er vokset op med en fraværende mor. Den søde pige, hvis de altid har skullet være seje selv. Eller den seksuelt frigjorte, hvis de selv er lidt hæmmede.

De romantiske drømmerier kan fortsætte langt ind i et etableret parforhold; også her er kvinden mere tilbøjelig end manden til at fantasere om andre end sin partner.

»Det er dybt tabuiseret, at kvinden har erotiske besættelser, hvor hun måske mangler noget i sit parforhold og derfor hiver nogle ‘vikarer’ ind på fantasiplanet. Så kan hun drømme lidt og få bekræftelse uden at skulle starte helt forfra med en ny mand. Hvis vi alene taler om seksuel utroskab, er mændene formentlig de største syndere, men hvis det handler om at gå og småforelske sig i smug og ikke være til stede derhjemme, ja, så tipper det nok over til den anden side,« siger Skaarup.

Ofte fortæller kvinder hende, at de valgte deres partner, fordi han var velegnet som far og mand, men at de nu ikke længere tænder på ham. Vikaren, til gengæld …

HERMED ER VI ved endnu et område, hvor både Sara Skaarup og Amanda Lagoni har bemærket en forskel på kønnene: lyst. Til sex, altså.

»Det klassiske problem er, at kvinden oplever at have meget mindre sexlyst end manden. Her er 'oplever' det centrale ord, for kvinden har lige så meget lyst som manden, det ser ofte bare lidt anderledes ud. Hun tager ofte mindre initiativ, og manden føler sig overset, afvist og demaskuliniseret, hvilket hun nemt kan opfatte som klynk. 'Så må han gøre noget ved det,' tænker hun, 'så tag mig dog i stedet for at sidde og vente'. Men manden vil ikke overskride hendes grænser,« fortæller Lagoni og tilføjer, at problemet nogle gange handler om, at kvinden ikke har særlig meget kontakt til sin egen lyst, og at manden samtidig bliver usikker.

»Jeg tror blandt andet, det starter i barndommen. Når små drenge hiver sig i tissemanden, så griner vi og siger, hvor er det sødt, at lille Oskar er så glad for sin diller; det er en naturlig ting. Men hvis lille Pernille sidder og rykker frem og tilbage på en stol, siger vi: Det skal du lige holde op med. Kvindens fysik er med til at skabe den forskel: Hendes køn er skjult og tilbagetrukket, mens mænd jo står med deres køn i hånden hver dag, om ikke andet for at tisse. De onanerer også mere end kvinder. Så mange har stadig en idé om, at det er lidt mere i orden for manden at være liderlig end for kvinden.«

– Men vi taler da ikke om andet, end at det er forkert at slutshame kvinder, altså udskamme dem for deres seksualitet.

»Vi er gode til det i den offentlige debat. På sociale medier slår vi hårdt ned på den slags udskamning, men derhjemme, helt privat, er vi ikke fulgt med. Dér kan kvinder stadig skamme sig. De kan skamme sig over at have for lidt lyst og føler sig utilstrækkelige over for deres partner, og samtidig kan de skamme sig over at have for meget lyst eller forkert lyst. Måske hvis deres politiske værdier ikke stemmer overens med, hvad de drømmer om seksuelt, for eksempel underkastelse eller voldtægtsfantasier, eller hvis de synes, at en magtfuld mand er mere sexet end en mand uden magt. Jeg er faktisk ikke sikker på, at vi som kvinder har så mange seksuelle idealer. Når jeg spørger kvinder, hvem de gerne vil være seksuelt, er det en fusionskvinde: lidt boheme, lidt Marilyn Monroe, lidt badass kvindelig kriger. Tilgængelig, men samtidig stærk og selvstændig. Det kan godt blive lidt utydeligt og forvirrende. Vi er stadig ved at opfinde en model.«

Hvis kvinden ikke er så hurtigt lysten på sex som manden, kan hun til gengæld starte en dyb samtale helt uden forspil, siger Amanda Lagoni. Jeg kender det fra mig selv; der kan gå fem minutter, fra jeg kommer hjem fra arbejde, til jeg spørger min kæreste, om han har lyst til at høre mine eksistentielle overvejelser om vores forhold. Eller, det er faktisk løgn; som regel spørger jeg ikke.

»Men det er med samtalen som med sex; man kan ikke kræve den. Når mænd gerne vil have sex, tænker de måske: Kom nu, der må da være noget lyst. Mens kvinder siger: Kom nu, vi må jo tale om det her. Men det er ikke fair, hvis man tager det, som traditionelt har været kvindens behov, og presser ned over manden. Det svarer til, at man siger til kvinden: Hør nu her, du skal have sex to gange om ugen, for vi må jo forbinde os. Det er voldsomt generaliserende, men ikke desto mindre et billede, der gentager sig.«

En anden grund til lystkløften i de heteroseksuelle parforhold kan skyldes, at kvinden bare ikke har lyst til den sex, hun kan få. Og her kommer vi til det sidste af de tre spørgsmål ved artiklens start, nemlig om de åbne forhold. Her er Sara Skaarup specialisten; i 2011 skrev hun Kærlighedskontrakten: Åbne forhold fra tanke til praksis og har levet i sådan et forhold i mange år.

»De fleste udenforstående forventer, at et åbent forhold er mandens idé, fordi han vil ud og have noget ved siden af. Men hos de fleste par, der kommer ind til mig, er det kvindens forslag. Kvinder keder sig hurtigere i deres forhold. De er indforstået med, at de har fundet deres romantiske partner, men de tænder ikke på det samme igen og igen,« siger Skaarup.

Så er der mandens lyst, der typisk er hurtigere end kvindens og mere socialt berettiget, nærmest forventet, siger Amanda Lagoni. Derfor kan mænd føle sig pressede og få præstationsangst, hvis de pludselig ikke har lyst.

Jeg kommer i tanke om et par fra seneste sæson af Gift ved første blik: ingeniøren Rasmus, der overhovedet ikke var interesseret i at gå i seng med sit match, den unge, smukke Sara. Foran fjernsynet blev jeg helt harm på hendes vegne: Hvad er dit problem, Rasmus, hun er da lækker. Hos et andet par var situationen vendt om – hun var ikke tiltrukket af ham – men det fik mig slet ikke op af stolen. Sådan er det at være mand; folk forventer liderlighed.

BÅDE SKAARUP OG Lagoni understreger, at selv hvis de sociale og kulturelle forventninger til kønnene forsvandt i morgen, ville der stadig være forskel. En biologisk kvinde ville stadig have en cyklus og hormoner, der er helt anderledes end mandens. Og manden ville stadig være hurtigere til at blive liderlig på grund af testosteron.

»Jeg kan godt blive provokeret, når folk siger, at der ikke er forskel på mænd og kvinder, og at kroppen bare er en skal,« siger Lagoni. »Sådan har jeg det ikke, og jeg vil gerne have, at min mand ved, hvad det for eksempel vil sige at være præmenopausal og vågne op med svedeture – sådan som jeg gør – og at vores datter har andre udfordringer end min søn. Kulturelt prøver vi nu at tale mindre i køn og mere i mennesker, og det er skønt. Men i hjemmene og forholdene er kønnet en faktor, og jeg stiler ikke efter, at det ikke skal være sådan, for så går noget tabt.«

 – Hvad går tabt?

»Polaritet, afstand. Det er der, begæret ligger. Jeg ser det hos par, der gerne vil ligestilling og demokrati. Det er glimrende, men i et demokrati er der meget lidt polaritet; dér handler det om forhandling og kompromiser. Det er fint rent politisk og på arbejdspladsen, men ikke i soveværelset – her må der gerne være tydelige poler.«