Carl Barks’ Anders And-historier har formet en generations bevidsthed i en grad, vi først blev klar over i vores voksenliv.

Det blev jeg mindet om, da jeg for nylig læste om, hvor uvillige de virkelig rige – for eksempel Elon Musk – er til at betale skat, selvom de jo om nogen har råd. Selv som stenrig vil man selvfølgelig ikke betale mere end højst nødvendigt. Det er jo derfor, de rige er blevet rige. Det skyldes respekt for pengenes værdi, ikke nærighed.