Ja, jeg forstår da godt, hvorfor sproget i Emma Bess’ nye roman, Spøgelsesår, er så amputeret, og jeg forstår også godt, hvorfor handlingen ikke udfolder sig stringent kronologisk, men nærmere hulter til bulter: Det mimer den virkelighed, som den unge jegfortæller, Käthe, befinder sig i. Hendes verden er bogstaveligt talt faldet fra hinanden. I en krigshærget europæisk by, der ikke navngives, men som bærer tyske gadenavne, er hun sammen med sin lillesøster, mor og bedstemor forvandlet til klimaflygtning.

Det hjem, der engang var en attraktiv bolig ned til floden, er forvandlet til et beskidt, sygdomsfremkaldende hus, som familien kun kan bebo i vinterhalvåret – resten af tiden står det mere eller mindre under vand, og familien søger tilflugt på landet, hvor de lever på den udvidede families nåde. Ved romanens begyndelse er den lille familie derfor ved at foretage flytningen fra land til by, og man forstår, at de tilhører et svindende mindretal, der vender tilbage til den affolkede bydel.