Lånte liv

Findes der en grænse for, hvor meget en forfatter må lade sig inspirere af virkeligheden, digte på den og derefter kalde det fiktion? Kort før jul kulminerede flere års heftig litteraturdebat om dét spørgsmål i Nykøbing Falster, hvor øboen Frank Strathe havde trukket forfatter Thomas Boberg og hans forlag Gyldendal i retten for injurier. Strathe mente, at Boberg i sin ø-roman Insula krænkede hans ære ved at basere karakteren Rolf nærmest 1:1 på hans egen virkelige person – men så også lade Rolf begå kriminalitet, som den virkelige Frank ikke havde begået. Som folk så ville tro, han havde begået. Dommeren gav ham sådan set ret – fremstillingen var »egnet til at krænke« mandens ære. Men samlet set frifandt retten alligevel Boberg med henvisning til den særlige ytringsfrihed, der gælder en udøvende kunstner. Litteraturdanmark – og alle med hang til romaner – åndede lettet op. Frank Strathe ankede på stedet.

Men hvordan har landets forfattere egentlig tolket dommen – kan de nu skrive alt? Eller findes der etiske grænser, forfattere ikke overtræder? Får man egentlig ondt i maven, når man skriver en hemmelighed om en bekendt, uagtet at det er kunst? Og spørger man om lov, eller siger man hellere undskyld på bagkant? Eller aldrig? Weekendavisen har spurgt fire kendte forfattere, der alle låner flittigt fra virkeligheden, om deres indre etiske vejviser. Én mener, at man er nødt til at være en kynisk satan for at bryde igennem. En anden undgår helst splid, men bøvler med at forudse, hvor spliden vil opstå. En mener, forfattere har større frihed, hvis de bryder et tabu. Og en synes ikke, at Boberg har taget sin magt som forfatter alvorligt.