Gys. Skygger på væggen, Dødens slæbende trin på trappen, åreladninger og hæsligt forræderi. Ny antologi med gamle spøgelseshistorier skrevet af kvinder er uhyggeligt underholdende.
Hvem ringer klokkerne for
»En mærkelig, men sand historie.« Sådan lyder optakten til novellen »Ekkogrotten« fra antologien Døden og kvinden, og så er en stemning allerede slået an. Næh, en sand gyserhistorie!
Ovenikøbet drejer det sig om en øjenvidneskildring fra en russisk herre, der betegnes som »meget gudfrygtig og fuldt ud troværdig«, og det hjælper også på læserens ophidselse, at forfatteren er ingen ringere end Helena Petrovna Blavatsky. Også kendt som Madame Blavatsky, okkultisten og en af grundlæggerne af den religiøse bevægelse Det Teosofiske Samfund. En hurtig biografi: H.P. Blavatsky blev født Helena von Hahn i 1831 og var cirka 17 år gammel, da hun blev gift med den 40 år gamle Nikifor Vasiljevitj Blavatskij, som var viceguvernør i Jerevan. Efter cirka tre måneder stak hun af fra ham og steg om bord på en dampbåd fra Tbilisi til Istanbul.
Del: