På omslaget står Caspar David Friedrichs berømte vandrer med ryggen til, og det er vildt, at maleriet, som nok bedst indkapsler det 19. århundrede, i sin samtid var totalt ukendt. Men sådan var det ikke kun med Vandreren over tågehavet. Sådan var det med de fleste af Friedrichs malerier. 

I dag, 250 år efter sin fødsel, er han en af Tysklands mest fejrede og anerkendte malere. Til nærmest enhver tid har folk kunnet spejle sig selv i hans malerier, hvad enten de var nationalsocialister, revolutionære, marxister eller bare kæmpede med at føle sig hjemme i verden som for eksempel digteren Rainer Maria Rilke.