Hævnens lille, fine kontorhånd

Først blev jeg bare helt tåbeligt sorgfuld over at tage Dorrit Willumsens nye, uroligt vidunderlige roman Tjeneren og hans søster i hånden og begynde at læse løs, fordi jeg kom i tanke om, hvor meget Pia Juul holdt af Dorrit Willumsen, næsten lige så meget som af Agnes Henningsen, og at det er en hjerteløs skandale, at Pia Juul ikke kan tage bogen i hånden og begynde at læse, fordi hun døde for halvandet år siden kun 58 år gammel, og hun ville være blevet så lykkelig for at se, at Willumsen i sit toogfirsindstyvende år skriver så lifligt præcist og nydelsesfuldt som nogensinde; hun skulle selv have skrevet så fantastisk som nogensinde som 81-årig og – hvilket alt tyder på, at Willumsen kommer til at gøre – som 101-årig. Det var, da jeg læste de første triumferende, tristesse-underminerende linjer, som om bogen selv savnede det allermest dedikerede og kvalificerede blik, der ikke er mere:

»Den sommer groede haven til. Gang på gang hang kjolen fast i en torn. Kun fuglene færdedes ubesværet. Det ene kuld solsorte kom på vingerne efter det andet. Musvitterne holdt flyveøvelser på terrassen, og gærdesmutten kom helt tæt på hende, men at en solsort skulle bygge rede nede i slyngrosen lige ved hoveddøren, det gik over hendes forstand. Det var simpelthen naturstridigt. Den dør gik fra morgen til aften på grund af hjemmeplejen, og hele natten stod den ulåst. Og nu lå fuglen der oven på sine æg, blød, dybbrun og udsat og usandsynlig fræk. Hun syntes, de så hinanden i øjnene.«