Fantastisk. I Peter Langdals iscenesættelse af Stephen Sondheim-klassikeren Into the Woods lægges vægten på det komiske frem for det groteske og uhyggelige.
Den der skov dér
Den nys afdøde musicalkomponist Stephen Sondheim forstod både skovens magiske tiltrækningskraft og uhyggepotentiale, så sammen med forfatteren James Lapine skabte han i midten af 80erne den vidt berømmede Into the Woods, der er blevet beskrevet som »et børneeventyr fortalt af Shakespeare«. Tilsat Sondheims sædvanlige mangel på respekt for genrekonventioner, for han afprøvede – og dekonstruerede – så mange genrer, han formåede i løbet af sin karriere, mest mindeværdigt måske med den groteske victorianske seriemordermusical Sweeney Todd i 1979, men også her gås der til stålet.
Mindst fire af Grimm-brødrenes eventyr blandes sammen i Into the Woods, således at Askepot, Rødhætte, Jack (ham med bønnestagen), Rapunzel og et spændstigt galleri af mere eller mindre gakkede karakterer – tåbelige prinser, svage fædre, onde stedmødre, hævngerrige hekse, sultne ulve med flere – kan interagere på kryds og tværs med diverse forviklinger til følge. Samt ikke mindst indforståede nik til publikum, der forudsættes bekendt med originalforlægget. Som med H.C. Andersen og hans eventyr stod brødrene Grimm gerne på skuldrene af andre, men de har i flere tilfælde leveret den definitive version af den pågældende fortælling, for eksempel er der ingen kære mor i originaludgaven af »Rødhætte«; da først hun og bedstemor er spist af ulven, er det »Good night, Vienna«. Velbekomme!
Del:
