Musikrevy. Andreas Odbjerg flyver højt over den danske popsky, mens både Reveal Party og Joyce på forskellig vis forsøger at finde ind til kernen i dem selv.
Hver drøm bliver til arbejde
Kong Midas’ æselører
Siden Andreas Odbjerg for et år siden udgav sangen »i morgen er der også en dag«, har han været uundgåelig på den danske musikscene. Nummeret har i skrivende stund over otte millioner afspilninger på Spotify og udgør den sidste sang på hans nyudgivne debutalbum, hjem fra fabrikken. En ifølge ophavsmanden »hyldest til den arbejdende mand og kvinde«, der gør det muligt for ham at leve »i den her drømmeverden og gå og være kreativ og finde på ting«. Fabrikken er således både arbejderklassens og Odbjergs egen – et musikalsk værksted – hvorfra han »stempler ud« efter endt arbejde, som han synger på sangen med samme navn. Sangeren befinder sig et sted imellem den konkrete og den drømmende verden, forstås, men svæver nu snarere som en gudeagtig skikkelse over alting: »Højt op’ over skyen sidder Andreas og kigger ned/ Han holder styr på kloden,« lyder det på »velsignelsen«.
Del: