Lykkeligvis har Michael Böss bygget sin bog kronologisk op om tre store rejser, og et gavmildt landkort er luksuriøst tilgængeligt allerede på forsidens bagside. Såre nyttigt for den hovedpart af læsere, hvis uvidenhed om Nunavut, Nunavik og resten af det arktiske Canada givetvis vil være lige så dyb, som himlen er høj på de kanter.

Leif den Lykkelige blev den første europæer i Amerika, da han sejlede fra nordboernes Grønland til Vinland for at hente træ til skibe. Rigtige venner blev nordboerne vist aldrig med de lokale, men pyt.