I udbrud. Krimier fylder urimeligt meget på bekostning af alle de uendelig mange andre måder, romaner kan gebærde sig på.

Genrerimelighed

Når man egentlig tænker over det, er det sgu da mærkeligt og urimeligt, at der udkommer så mange krimier. At den højst specialiserede og formaliserede romantype »en krimi« – en forbrydelse, helst et mord eller flere, skal opklares – der jo nærmest er romanens svar på sonetten, skal fylde så enormt meget på bekostning af alle de uendelig mange andre måder, romaner kan gebærde sig på, herunder alle dem, der ikke er fundet på endnu.

Og så forbandet få prøver at finde på nye måder at skrive romaner på; hvem kunne vi nævne herhjemme? Solvej Balle, Lars Frost, Ida Marie Hede, Christina Hesselholdt, Svend Åge Madsen. Men også konkurrerende populære romangenrer (ofte kaldet genrelitteratur, men al litteratur er genrelitteratur), som formelt defineres vagere og mere åbent, den historiske roman og kærlighedsromanen, for eksempel, er blevet vildt marginaliseret af krimien.

Fortsæt uden at betale en krone

Få adgang til artiklen, vores nyhedsbreve og mange flere login-fordele.

Se mere
larsbukdahl
(f. 1968) er forfatter og anmelder. Cand. phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Debuterede som anmelder i Kristeligt Dagblad i 1988, sluttede sig til Weekendavisen i 1996, Debuterede som forfatter med digtsamlingen Readymade! i 1987, har siden udgivet både digte, romaner, rim og remser, børnebøger og litterære monografier, senest kom erindringsteksterne Korshøjen, 2018. Siden 2008 redaktør på det hæderkronede poesitidsskrift Hvedekorn. Blogger på bloggen Blogdahl og bebor desuden en hjemmeside larsbukdah.dk. Modtog 2008 Kunstrådets Formidlingspris.

Andre læser også