Kristin Vegos prisvindende novellesamling Se en sidste gang på alt smukt fra 2022 er et mønstereksempel på en lovende debut. I et kontrolleret sprog udfolder den en samling sansemættede beretninger fra det tidlige voksenliv. Formen er ligefrem, miljøerne genkendelige, og tonen realistisk – fortællingerne centrerer sig om begivenheder som en abort og et mislykket stævnemøde i Italien. I flere af novellerne mærkes dog også en ukontrollerbar understrøm, der truer med at slå hul på realismen.

I sin første roman, Sent på dagen, tager Vego et skridt fra det lovende mod noget på én gang mere formfuldendt og risikabelt. Hun omfavner en fornemmelse af underlighed, der næsten destabiliserer den litterære form. Stillejet er stadig realistisk, og igen er der tilsyneladende tale om et livtag med den sene ungdoms afgørende livsvalg. Men hvad der tager sig ligefremt ud på overfladen, viser sig at være en kompliceret litterær konstruktion.